Kære F
Tak for dit brev til Adamogeva. Jeg kan godt forstå, at du oplever at stå i et dilemma lige nu. Jeg forestiller mig, at du kan føle dig meget tiltrukket af denne mand, hvilket kan komme til at fylde meget af din tid og dine tanker.
Forelskelse
Overordnet set, har vi en tendens til at falde for personer, der indeholder og kan give noget, vi selv mangler. Vi falder ofte for personer, der kan opfylde behov hos os, som ikke er opfyldt eller som har egenskaber, vi savner ved os selv. Det lyder til, at denne mand har nogle af de ting, du efterspørger. Du kan jo stille dig selv det spørgsmål: Hvad er det lige netop, der tiltaler dig ved ham; hvad gør han ved dig?
Læs også artiklen Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Han lyder til at have en charmerende og indbydende karakter. En mand, der kan opfylde noget hos dig, som du efterspørger. Måske har han en særlig varme, omsorgsfuldhed, maskulinitet eller en prioritering af dig og en lytten til dig,som du føler dig draget af. Du beskriver selv, at han har en charme, en intelligens og oser af testosteron, hvilket er svært for dig at modstå.
Valg
Jeg har lyst til at dele nogle refleksioner med dig om det at være forelsket i en mand, der er allerede er taget, idet jeg synes,det er vigtigt at tage stilling til, hvordan du vil håndtere din forelskelse.
Forelskelse er en følelse,der kommer og går, uden at vi helt har kontrol over den. Du beskriver selv tegnene på forelskelse rigtig godt. Rystende hænder og ben, omtumlethed, hjertebanken og kvalme. Det er alle typiske tegn på en forelskelse, som du oplever i din krop lige nu.
Når du oplever forelskelsen, har du to valg. Du kan lade forelskelsen vokse ved at give den næring igennem tanker, minder, møder m.m. Som du beskriver, mindes du f.eks. jeres aftener med rødvin og øl, hvilket kan være tanker, der holder liv i forelskelsen. Du kan også vælge at undlade at give næring til forelskelsen ved at lede opmærksomheden andre steder hen end på ham.
Handling
Umiddelbart finder jeg det ikke hensigtsmæssigt at handle på forelskelsen, som situationen ser ud lige nu. Som du selv beskriver, har han familie og børn, og jeg tænker ikke, at den rette løsning er at forsøge at indlede et forhold med ham. Dette kan såre både ham og dig og kan skabe splittelse i noget, han har, der er godt.
Hvad så?
Jeg vil i stedet foreslå at arbejde mod at slippe forelskelsen. Dette kræver vilje og mod og er hårdt arbejde. Samtidig kan man sige, at det kan ses som en handling i kærlighed til og omsorg for ham. Man kan sige, ved ikke at handle på dine følelser viser du ham kærlighed ved at respektere hans forhold til konen og børnene.
I denne proces vil jeg opfordre dig til at gå på opdagelse i, hvad det er, du søger ved en mand og blive nysgerrig på, hvorfor det netop er disse egenskaber, der er vigtige for dig?
Dette kan hjælpe dig til at blive klogere på dig selv og kan hjælpe dig i din søgen efter en fremtidig partner. Du har altså muligheden for at fjerne fokus fra ham og lede opmærksomheden imod at blive klogere på dig selv og dine behov i et fremtidigt forhold.
Læs også vores artikel Kærlighed og forelskelse
Venligst
Stine