Kære ulykkelige
Mange tak for dit brev.
Spændende og forvirrende
Det er meget spændende at være forelsket i en dreng og til tider også meget forvirrende. Du skriver, at du ikke ved, hvad han føler for dig, og det kan give mange spørgsmål i ens hoved. Jeg kan godt forstå, du er forvirret, når jeg læser dit brev. Du skriver, at I har snakket anonymt sammen et stykke tid, hvor det bare kører rigtig godt, og så bagefter, når du ikke er anonym mere, virker han til at ignorere dig.
Få en snak med ham
Der kan være mange grunde til, at han måske har taget et skridt tilbage. Det kunne være, at han er flov, såret, forvirret eller bare har brug for tid til at forholde sig til situationen. Det er kun ham, der ved hvorfor, så derfor er det vigtigt, at du får snakket med ham. Når nu I går på efterskole sammen, kunne det være en idé, at du skrev til ham og aftalte et tidspunkt, hvor I kunne gå en tur eller lignende. Du behøver ikke at fortælle ham præcist, hvad det handler om, men bare at du gerne vil tale lidt med ham om din oplevelse af, at I har skrevet så godt sammen osv.
Giv ham plads til at fortælle
Du spørger, om du har ødelagt det, inden det overhovedet er begyndt, og som nævnt er det kun ham, som kan svare på det. Men det kan være, at han føler sig lidt såret, når du har skrevet med ham anonymt. I er lige nu i så tætte omgivelser på efterskolen, at det virker lidt grænseoverskrivende for ham, at han ikke har vidst, hvem han snakkede med, men at du vidste det. Det er vigtigt, du giver ham plads til at fortælle situationen set fra hans side, og at du lytter til hans følelser i situationen.
Denne her første samtale er vigtig for at snakke om, hvordan I begge to ser det, der er allerede sket mellem jer. Hvis alt går godt, kan der måske komme en anden samtale senere, hvis dine følelser for ham bliver ved at være der.
Vær åben og ærlig fremover
Fremover vil jeg råde dig til at være åben og ærlig fra starten, hvis du gerne vil skrive sammen med en. At snakke eller skrive anonymt kan give for mange muligheder for misforståelser og sårede følelser for begge parter.
Det er godt, du også beder Gud om hjælp. Han kan nogle gange svare på andre måder, end vi regner med. Så hold udkig efter hans svar! Måske kan det give dig noget at læse dette svar til en anden ung og forelsket kristen pige: Hvorfor hjælper Gud mig ikke?
Jeg vil ønske jer en rigtig god snak.
Mvh
Mary A. Madsen