Hvorfor bløder jeg uden for p-pillepausen?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har været på p-piller i snart et år efter fødslen af min datter. Jeg holder altid p-pillepausen og havde min sidste menstruation i perioden 16.-20. september. Jeg har nu i fire dage haft en blødning, som ikke minder om menstruation. Hvad kan dette skyldes?

Jeg skal først have min menstruation omkring d. 13 oktober.

Knus, E, 25 år

SVAR:

Hej E

Tak for dit gode spørgsmål til os. Det er godt at reagere på sin krops uregelmæssigheder og finde ud af, om det er noget, der skal handles på eller ej. Jeg håber, mit svar vil hjælpe dig.

Blødning uden for p-pillepause

P-piller virker ved at tage over for dit eget system af hormoner, som er med til at give dig ægløsning og menstruation. I de første måneder, efter man er begyndt på p-piller, kan der opstå lidt uregelmæssigheder. En blødning uden for p-pillepausen er for langt de flestes vedkommende fredelig. Det kan være, at du har fået en gennembrudsblødning eller en pletblødning. Det kan særligt ske, hvis du er på lavdosis p-piller. Det er hverken unormalt eller farligt.

Hvis det fortsætter

Hvis du har flere af disse blødninger i fremtiden, og de generer dig, eller du oplever andre symptomer som fx smerte fra underlivet, er det en god ide at gå til din læge. I kan snakke om, hvorvidt der er mulighed for at skifte til et andet mærke eller en anden styrke af p-piller, eller om du skal vælge en anden præventionsform.

Din læge kan også vælge at lave en gynækologisk undersøgelse på dig, hvis han/hun synes det er nødvendigt. Men i første omgang vil jeg anbefale dig at se det lidt an og se, om det bare er denne ene gang, der er en ekstra blødning.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Skriv endelig til os igen en anden gang, hvis du får brug for det.

De bedste hilsner
Amalie

Annoncer