Hvordan vise interesse uden at blive ydmyget af vennerne?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har i nogen tid haft nogen kontakt med en pige, der går en klasse under mig. Vi snakker ikke sammen i skolen, men ofte over facebook eller msn. Jeg ved, at hun for et par måneder siden har sagt til sine veninder, at hun kan lide mig. Jeg ved ikke, om hun stadig kan det. Jeg har holdt lidt igen med at vise mine følelser for hende og har først nu opdaget, at jeg rigtig kan lide hende. Hvordan skal jeg starte med at snakke med hende på skolen, uden jeg bliver "ydmyget" af mine venner.

Anders, 16 år

SVAR:

Kære Anders

Tak for din mail. Du er bestemt ikke den eneste, der har haft det sådan. Det kan du se ved at kigge lidt i nogle af de spørgsmål, der tidligere er blevet besvaret. Mange er utrygge omkring det med at vise sine følelser for en anden, både overfor personen selv, og også overfor omgivelserne. Hvad vil de andre, vennerne, tænke om mig, hvis jeg viser, at jeg godt kan lide hende?

Kulturen

Og din bekymring går på det sidste. Vil jeg blive drillet eller ”ydmyget”, som du skriver, af vennerne. Og det er bestemt en reel bekymring. For det er ikke rart at skille sig ud fra flokken, så de har ”noget” på en.

Jeg har fornemmet, at der er lidt forskel på, hvordan kulturen er omkring det med kærester eller venner af det andet køn. Nogle steder er det meget ”in” at have en kæreste, så man faktisk er udenfor, hvis man ikke har en kæreste – også i den alder som du har. Det er vist ikke tilfældet hos jer. Så jeg kan godt forstå, at du har holdt lidt igen med at vise dine følelser.

Det modsatte køn

Du spørger helt konkret om, hvordan du skal begynde at snakke med hende på skolen uden at blive drillet med det. Det kan jeg ikke give dig en garanti for, at du ikke vil blive. Det kan bestemt være en udfordring, hvis man er den første i vennekredsen, der snakker med det andet køn – eller får en kæreste. Så der vil altid være en risiko for at blive drillet, specielt hvis kulturen er sådan, at man ikke har en kæreste. Som jeg ser det, er du nødt til at gøre op med dig selv, om du vil løbe den risiko. Modsat er det jo heller ikke sikkert. at du vil blive drillet – eller er det bare noget, du med sikkerhed ved, at du vil blive?

Du kan jo vælge at se dig selv som den, der går foran og bryder barrieren – eller baner vejen for de andre. For de andre vil også før eller siden, finde stor interesse hos det modsatte køn. Du går bare forrest – og skal måske tage nogle af de knubs, det kan give.

Jeg vil gerne udfordre dig til, at tage kontakten til pigen. Hvis ikke du gør det, ved du jo med sikkerhed ikke, hvad der sker. Modsat vil du kunne komme til at ærgre dig over, at du ikke gjorde det.

Venskab

Når eller hvis, du tager kontakt, så start ud med et venskab med pigen og se, hvor det bærer hen. Både drenge og piger har brug for venner af det modsatte køn, og kan lære meget af hinanden. I vil alligevel skulle bruge venskabet til at lære hinanden bedre at kende.

Du kan læse mere om venskab i den her artikel:

Pigevenner og drengevenner

Hvis du vælger at udvikle et venskab med pigen, så husk stadig på dine ”gamle” venner. Dem har du også brug for i dit videre liv. Så husk også at bruge tid på, at være sammen med dem og lave forskellige ting med dem.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, selv om det ikke er helt konkret. Men kort sagt: Hvis man ikke vover lidt, vinder man ikke noget. Har du brug for at få noget af det uddybet, eller har du andre vinkler på spørgsmålet, så skriv endelig ind igen.

Alt det bedste til dig, kærlig hilsen Steen.

Annoncer