Hej M!
Tak for dit spørgsmål til os. Det lyder dejligt for dig, at du har set en sød pige.
Den første kontakt
Første skridt kan være, at du overvejer, hvad der giver dig lyst til at snakke med hende. Tænk eventuelt også over, hvad du kunne tænke dig at snakke med hende om. På den måde er du lidt bedre klædt på til at skulle tage den indledende kontakt med hende.
Herefter er der ikke anden vej frem end at gå hen til hende og præsentere dig selv. Du kan forsøge at få en samtale startet ved at spørge om generelle ting, som fx hvad hun laver til hverdag, hvor hun kommer fra, hvad hendes interesser er og så videre. Husk også at fortælle om dig selv, så det ikke bliver et forhør.
Vær opmærksom på signaler
Vi har i Danmark ikke samme slags datingkultur, som du måske kender fra amerikanske film, hvor det er naturligt at henvende sig til fremmede personer og spørge, om man skal ses igen. Fordi den danske datingkultur er anderledes, så vil en pige som hende måske blive overrasket over at blive kontaktet på en café af en, hun ikke kender. Jeg vil derfor opfordre dig til hele tiden at være opmærksom på, hvordan hun reagerer, og om hun er interesseret i at snakke med dig. Hvis hun er meget afvisende, må du respektere hende og gå. Hvis hun virker interesseret, kan du jo prøve at se, om du kan få en lidt længere snak med hende, hvor I lærer hinanden at kende. Derefter kan du spørge, om du må få hendes nummer, så I kan holde kontakten, eller du kan invitere hende til at mødes igen.
Det kan være svært at henvende sig til en pige, man ikke kender. Men hav et par gode spørgsmål på hånden, gå selvsikkert hen til hende, interesser dig for hende og vær opmærksom på de signaler, hun sender.
Måske kan du få mere inspiration ved at læse svarene Godt øje til pige jeg ikke kender – hvad gør jeg? og artiklen Et trin ad gangen er det mest sikre.
Jeg ønsker dig alt held og lykke med det!
Hilsen Charlotte