Hvordan stopper jeg mit tankemylder om min kærestes fortid?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har en kæreste, som har været i seng med en del fyre. Jeg prøver konstant at acceptere hendes fortid og ved jo godt, at den er hvad den er og ikke burde påvirke min fremtid eller min tid med hende nu. Men det er konstant i mit hoved og er begyndt at gå ud over min søvn om natten. 

Jeg synes, det er svært, for hun er så perfekt, som de kommer.

Håber på svar og råd. Vh. R, 22 år 

SVAR:

Kære R

Godt, at du skriver. Det er forståeligt, at det er svært for dig at sove pga. tankemylder. Jeg giver med glæde nogle tanker til dig efter gennemlæsningen af dit brev.

Tankemylder

Det er helt normalt at have svært ved at sove, når der er tankemylder i hovedet. Du ved ovenikøbet, hvilke tanker der kører rundt i dit hoved. Det lyder helt konkret til, at det er din kærestes fortid, der spøger – at hun har været i seng med en del fyre.

Det betyder, at du har fanget det, der kører rundt i dit system. Det er i sig selv en god ting at have fundet ud af, hvad der udfordrer dig.

At få talt ud om fortiden

Jeg får lyst til at spørge dig, om du og din kæreste har fået snakket om hendes fortid med flere fyre inden dig? Ellers kan jeg anbefale, at I aftaler en dag, hvor I snakker om det, der fylder for dig. Jeg har et par overvejelser ind i det:

  • Er du bekymret for, om hun vil være dig utro?
  • Er du jaloux over, at hun har haft kærester før dig?
  • Er der grunde til, at det fylder hos dig? Er du usikker på hende? Eller har du tidligere i dit liv oplevet, at der var nogle, du ikke kunne stole på, så at det spiller ind i jeres relation? Hvis det er sådan, så har det ikke noget med din kæreste at gøre.
  • Er der andre ting, der fylder for dig i det at have en kæreste?

Efter I har snakket, er det en mulighed, at I sætter en tyk streg og siger: Det før stregen er fortid. Det efter stregen er nutid. Det giver mulighed for at skille nutid og fortid ad, så fortiden ikke kommer til at påvirke nutiden på en negativ måde.

Gode aftaler

Yderligere kan jeg anbefale, at I får lavet nogle gode aftaler om fx:

  • Hvor går jeres grænser, når det handler om at være sammen med det modsatte køn?
  • Hvilke værdier har I, når det drejer sig om kæresteforhold? Hvad betyder noget? Betyder det noget, at I viser, hvem I hører sammen med, når I er sammen med andre? Betyder det noget, at I holder hinanden i hånden, når I går tur? Overvej hver især, hvad der betyder noget for jer. Noter det evt. ned.

Små ting kan i et kæresteforhold betyde rigtig meget og give tryghed. Måske kan I få noget godt ud af sammen at læse og tale om vores artikler
Sådan kan I få et bedre kæresteforhold
Hvordan lærer du din kæreste at kende?
Når fortiden gør ondt

Du eller I begge kan også læse artikler og svar til andre i vores tema om kæresteliv – det kan måske give gode input til jeres samtale.

Jeg håber det bedste for jer.

Mange hilsner
Hanne Esmarch

Annoncer