Kære Den generte
Mange tak for dit spørgsmål. Når jeg læser dit brev, lyder det til, at din forelskelse fylder rigtig meget i dine tanker.
Når genertheden hæmmer
Du spørger, hvad du skal gøre for at slippe for din generthed, så du kan sende ham de signaler, du gerne vil. Og lad mig først sige, at der ikke er noget i vejen med at være genert. Dog lyder det som om, at du er det i en sådan grad, at du føler dig hæmmet af det, og det tror jeg er vigtigt at arbejde med, uden at du som sådan skal lave om på dig selv.
Når jeg læser dit spørgsmål, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad årsagen er til din generthed. Måske er du som person bare indadvendt, og derfor har brug for længere tid, før du åbner dig overfor en anden.
Tankerne styrer os
Det kan også være, at det handler om, hvad du tænker om dig selv. Kan det være fordi du ikke tror nok på dig selv og ikke synes, du er god nok, som du er? Hvis det er tilfældet, er du langt fra den eneste, der har det sådan og har oplevet, at det kan give nogle udfordringer, når man er forelsket. Når man er forelsket og er tiltrukket af en anden, begynder man også at vende blikket indad. For mange mennesker, og især os kvinder, betyder det, at man bliver lidt mere kritisk overfor sig selv – “Han synes sikkert ikke, at jeg er smuk eller klog nok”, eller hvad det nu kan være, at man synes, der er ens svaghed. Hvis man så i forvejen har svært ved at tro på sig selv, eller ikke føler sig god nok, som man er, så kan denne forelskelse “forstørre” denne selvkritik og måske til sidst gøre, at man ikke tør at vise sig selv eller give udtryk for ens følelser overfor den anden. For hvad nu hvis man bliver afvist? Så bliver man jo bare bekræftet i, at ens negative tanker om sig selv er rigtige.
Bryd de gamle mønstre
Hvis ikke du kan genkende dette ved dig selv, så er det bare godt. Så handler det måske bare om, at du skal turde træde lidt ud af “dårlig vane” med at være genert. Men hvis du kan nikke genkende til noget af det ovenstående, så vil jeg opfordre dig til at prøve at tænke anderledes om dig selv og give dig selv en god udfordring. Fx kan du øve dig i at tænke: “Jeg er en fantastisk pige, der har rigtig meget at byde på!” – for det er jeg sikker på, at du er!! Eller “Der er ikke noget i vejen med, at jeg er lidt genert, jeg skal bare have lidt tid til at finde modet til, at vise hvem jeg er.” Og sådan kan du finde på flere sætninger, du kan sige til dig selv.
Efterhånden kan du måske også øve dig i at give lidt slip på din generthed ved at gøre noget, som du ellers ikke turde. Fx kunne du aftale med dig selv, at i dag vil du smile tilbage, når han smiler til dig, eller sige ”Hej” når I går forbi hinanden. Tag nogle små skridt og lad være med at tænke, at du skal starte med at invitere ham på en date. Tænk mere positivt om dig selv og tag nogle små skridt ud af genertheden, så tror jeg, du vil opleve nogle små sejre, der kan give dig mod på endnu mere.
Jeg ved selvfølgelig godt, at det er nemmere sagt end gjort. Det kræver mod og tid at ændre på den måde, man tænker om sig selv. Men jeg er helt sikker på, at det er muligt! Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og at du må opleve nogle små men sikre sejre:-) Samtidig må du også nyde din forelskelse, for det er nogle dejlige og spændende følelser:-)
Hvis du kunne tænke dig at læse om andre, der har oplevet noget lignende, er der her et par links til at par svar, samt en artikel om selvtillid og selvværd:
Forelsket - hvordan takle de "stopklodser" der holder mig tilbage?
Hvordan kan jeg komme i kontakt med ham?
Hvad er jeg værd?
Med ønske om alt det bedste
Doris