Kære H
Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk, og det gør ikke noget, at det blev langt. Nogle gange hjælper det at skrive mange detaljer om det, som fylder hos en. Jeg skal forsøge at rådgive jer, så godt jeg kan.
I er glade for hinanden
Det første, jeg hæfter mig ved, er, at du mange gange skriver, hvor glad du er for din kæreste, hvor godt I har det sammen, og hvor meget I elsker hinanden. Det vidner jeres tid efter efterskoleopholdet også om, hvor I fandt sammen igen. Det er det vigtigste udgangspunkt for jeres liv sammen, at I virkelig er glade for hinanden og bare gerne vil være sammen.
Diskussioner
Men du fortæller også om en tid, hvor I nu er begyndt at diskutere mere, og hvor der går længere og længere mellem, I er sammen seksuelt. Det er noget, der frustrerer dig. Det er meget almindeligt, at man efter to års kærestetid går fra en mere forelsket tilstand og over i et mere hverdagsagtigt forhold, hvor diskussioner opstår om almindelige ting. I tør være mere ærlige over for hinanden.
Det vigtige er, hvordan I tackler disse diskussioner. Får I grint af jeres misforståelser eller accepteret, at I har forskellige holdninger, eller går I sure hver til sit? Jeg kan anbefale jer at tage på PREP-kursus, hvis disse diskussioner bliver ved at fylde. Det er et kursus i kommunikation for par, der gerne vil lære at blive bedre til at forstå hinanden og kommunikere godt sammen.
Den kvindelige seksualitet
Du fortæller, at din kæreste græd, da du stoppede hende midt i hendes ophidselse, fordi du gerne ville tage hende. Som kvinde er det ikke altid let at få orgasme, når en mand er inde i hende, og slet ikke hvis det gør ondt. Derfor er kvindens seksualitet og hendes vej til orgasme primært via klitoris. Når du stopper din kæreste, mens du rører hende der, og hun er ophidset, fratager du hende hendes seksualitet og orgasme. Det kan være rigtig fint, hvis du en anden gang lader hende få orgasme ved, at du enten rører hende, slikker hende, eller hun rører ved sig selv til en orgasme, inden du begynder at ville ind i hende. Hvis hun har fået orgasme, er der også en chance for, at hun er naturligt våd og måske derved bedre kan rumme din penis i hendes skede.
I kan læse mere om den kvindelige seksualitet i bøgerne Bedre sex – og mere af det af D. Rosenau eller Elsk jer glade af L. og F. Berggren Smidt.
Søg læge
Jeg vil anbefale, at din kæreste bliver undersøgt af en læge (evt. gynækolog ). Det er vigtigt, du støtter hende og hjælper hende til det. Det skal ikke gøre ondt at have samleje, og hun skal ikke lide på den måde. Måske lider hun af skedekramper, spændinger eller noget helt andet fysiologisk. Lægen vil forhåbentlig kunne hjælpe hende medicinsk, ved operation eller ved nogle øvelser. Det hjælper ikke, at I bare har mere sex på den måde, I plejer. Det får hun ikke mindre ondt af.
Glæd jer over det I har
I mellemtiden er det vigtigt, at du på den ene side glæder dig over alt det andet, I har sammen og glæder dig over, at I kan give hinanden orgasme på andre måder. I stedet for at onanere før du er sammen med din kæreste, så lad det være en del af jeres fælles seksualitet, at hun giver dig en orgasme med hånden eller munden, og at du så bagefter giver hende en. Glæd jer over det, I rent faktisk kan sammen og nyd hinanden. Sex er en gave, vi giver til hinanden, ikke noget vi har krav på i en bestemt form.
Ærlighed i venskab
Øv dig i ærlighed overfor dine venner. Det er selvfølgelig smart at være den seje elsker, men det er i langvarige venskaber sejest at kunne tale ærligt om, hvordan sex ikke bare er nemt. På den måde kan du også gå foran i forhold til, at dine venner kan komme til dig, hvis de får problemer på den front.
Sex og forpligtelse hænger sammen
I er meget unge i forhold til at have haft sex så længe. Jeg tænker, I kunne have godt af at fordybe jer mere i den forpligtende del af jeres liv sammen, når I også gerne vil have sex sammen. På AdamogEva.dk tror vi på, at sex hører til i det forpligtende forhold, og jeg tænker derfor, det ville være rigtigt og smukt, hvis du friede til din kæreste, og I giftede jer. Derigennem kunne du også vise både din kvinde, omverdenen og Gud, at du virkelig vil det her, og at du vil være sammen med hende i medgang og modgang. Det her er noget, I gør sammen!
I kan læse mere om det i vores artikler Kærlighed i praksis og Værd at vente på.
Jeg vil ønske jer et godt og kærligt liv sammen, hvor du bliver glad for det, du har, og I sammen får den hjælp, der skal til, for at seksualiteten blomstrer i jeres forhåbentlig kommende ægteskab.
Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt