Hvad kan jeg gøre for ikke at udløse så meget præsperm?

Vis spørgsmål

Hej 

Jeg har problemer med, at jeg udløser meget præsperm ved samvær med piger. Det er forstyrrende og ødelægger min seksuelle præstation.

Derudover er det også irriterende at udløse i underbukserne osv. Det forhindrer mig af og til i at få erektion før samleje, hvilket selvfølgelig er meget træls.

Kan jeg gøre noget for at forbedre dette?

På forhånd tak.

F, 22 år

SVAR:

Hej F

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, du er nysgerrig på din krop og dens funktioner.

Du er helt normal

Præsperm er faktisk en god ting. Den har til formål at fungere som glidecreme, så manden nemmere kan trænge ind i kvinden. Kvinden har en lignende funktion, som du måske kender, der gør hendes slimhinder i skeden fugtige.

Mennesker er skabt forskellige, hvad angår rigtig mange ting (fx øjenfarve, højde, stemme, talenter), og det gælder også mængden af præsperm. Nogle udskiller næsten ingen ting, og andre udskiller store mængder. Det er helt normalt, og du er således ikke den eneste med større mængde præsperm.

Præsperm og udløsning

Præsperm er ikke en udløsning. Det udskilles i noget man kalder “de Cowperske kirtler” og fungerer som rense- og smørevæske i modsætning til sperm, som kommer fra sædblæren, testiklerne og prostata, som medbringer sæd til befrugtning. Præsperm kan dog godt indeholde sædceller og derfor anbefales prævention fra start til slut af samlejet.

Læs mere om det og se illustrationer i vores artikel Drengens kønsorganer.

Glædestårer

Man kan ikke mindske mængden af præsperm. Det kan selvfølgelig værre irriterende, hvis man bliver våd i underbukserne, når man bliver ophidset, men der er også positive ting. Udover at du undgår behov for glidecreme, så er det også et synligt tegn på ophidselse.

Jeg gætter på, at du synes, det er positivt, når kvinden bliver våd, da det er et synligt tegn på, at hun er seksuelt tændt. Sådan kan det også være for hende, når du “bliver våd”. Jeg vil opfordre dig til at fortælle hende, at det er dine “glædestårer” (som præspermen også kaldes), og at der er så meget, fordi du tænder meget på hende, og at penis nu gør sig klar til at komme ind i hendes skede.

Jeg håber, du er blevet lidt klogere på, hvad det er og kan finde en god måde at leve med din krops naturlige funktioner. Du er i hvert fald helt normal! 

Du kan finde lidt om præsperm i vores leksikon, hvor der også er links til andre spørgsmål og svar om præsperm.

Mvh Morten

Annoncer