Hej L
Mange tak for dit brev.
Det kan være en udfordrende tid, når man er forelsket i en dreng. Der er mange følelser i gang, som kan være forvirrende. Når du skriver, at du tror, ham du er forelsket i prøver at få din bedste venindes opmærksomhed, giver det lidt ekstra udfordringer.
Vær ærlig med din BFF
For det første synes jeg, det er vigtigt at være ærlig overfor din veninde. Fortæl hende om din forelskelse, og at du er blevet lidt usikker på, om hun også er glad for ham. Det er godt at fortælle din veninde, hvad hun betyder for dig, og at du mener, det kunne være godt at få snakket om det, så det ikke kommer imellem jer.
Måske kan du få noget ud af at læse svar til en anden: Forelsket – hvordan får jeg ham til at se mig? – især afsnittet Veninder kommer før kærester.
Flere scenarier
Du kan ikke vide, hvad hun kommer til at sige, og derfor skal du være forberedt på lidt forskellige scenarier:
- At hun også kan godt lide ham. Det er vigtigt, I kan snakke om, hvad I så vil gøre. Vil I begge to prøve at glemme ham? Vil I snakke med ham om det og se, hvad han mener? Ville I være okay med, at han godt kan lide en af jer, og den anden så bare må være ven med ham?
- At hun ikke kan lide ham på den måde. Så kan du bruge lidt mere tid på at lære ham at kende. Det er godt at begynde med at være venner og se, om forelskelsen fortsætter. Prøv at spørge, om I kan lave noget sammen. Inviter ham sammen med nogle andre venner osv. Kort sagt: Brug mere tid med ham. Når du er klar, kan du fortælle ham, hvordan du har det og høre, hvad han mener.
- At du finder ud af, at han kan godt lide din veninde som kæreste og dig som ven. Det kan være svært at opleve, at man bliver valgt fra, især når det er din veninde, der bliver valgt til. Men forhåbentlig bliver denne snak med din veninde en god oplevelse, hvor I kan få snakket om tingene, og du efterhånden kan glemme ham mere og mere. Det bliver ikke nemt, men tager tid.
Som sagt: Første trin er at snakke med din veninde og så tage det derfra.
Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema Fra venner til kærester.
Jeg ønsker dig en god snak med din BFF, hvor I kan snakke ærligt og kærligt med hinanden.
Mvh Mary A. Madsen