Hej med dig
Mange tak for dit spørgsmål! Jeg forstår udmærket, at du står i et dilemma og ikke er afklaret i, hvad du skal gøre. Jeg vil forsøge at give mit bud på nogle ting, du kan gøre, og så må du derefter overveje for og imod.
Det giver mening
Pigens og din familie er gode venner, så I ses med jævne mellemrum. Jeg kan godt forstå din frygt for, at det kunne gå hen og blive akavet, hvis nu det ikke går mellem dig og pigen. Hver gang jeres familier samles, ville det blive svært at være i. Det giver god mening.
Nødvendigt med afklaring
Så I kunne vælge, at det ikke skal blive til noget mellem jer; forsøge at pakke følelserne væk og lade, som om I ikke har noget med hinanden, når familierne mødes. Det tror jeg også vil blive vældig akavet – og unaturligt. Jeg tror, usikkerheden om jeres følelser vil svæve imellem jer og skabe en afstand, som vil svær at navigere i. Jeg tror, en form for afklaring jer imellem er nødvendig.
Tal med hende
Derfor vil jeg opfordre dig til at tale med din veninde om dine følelser for hende. Det skal være en samtale – ikke på sms eller andet skriftligt, for der kommer alt for nemt misforståelser ind.
I samme snak tror jeg det er vigtigt, I får talt om det, som du er bange for: At jeres forældre er venner, og at det derfor har været svært for dig, fordi tingene bliver mere komplicerede på grund af det. Det kan nemt være, hun faktisk tænker det samme som dig: At hun er glad for dig men synes det er lidt svært at navigere i på grund af venskabet mellem jeres familier.
Bedst at være ærlig
Jeg vil opfordre dig til at være ærlig over for hende og måske fortælle hende, hvad du godt kan lide ved hende. Hvis det ender med, at I bliver kærester, skal I nok finde ud af at navigere i det med jeres forældres venskab.
Hvis det derimod ender med, at I forbliver venner, men ikke mere end det, tror jeg, at jeres ærlighed vil gøre jeres familiebesøg mere naturlige og afslappede, end hvis I ikke snakker åbent om det.
Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar i vores tema Fra venner til kærester.
Guds fred.
Held og lykke med det.
Med venlig hilsen
Asbjørn Thorø Overby