Hej K
Tak for dit spørgsmål til os. Det lyder som en svær og uforløst relation, du har haft til din ven gennem et stykke tid. Jeg forstår godt, at du føler dig forvirret over, hvad du skal gøre.
Du har været tydelig
Du skriver, at du har sagt direkte til din ven, at han ikke vil få en afvisning fra dig. Trods denne melding får han kort efter en kæreste. Jeg forstår godt, at du bliver i tvivl, om du har sagt tydeligt nok, at du kan lide ham. At du har sagt “Du får ikke en afvisning”, er for mig en anden måde at sige på, at du godt kan lide ham.
Desuden har du også taget initiativ til at ses ædru, men det har han afslået. Det tænker jeg som et initiativ, der siger, at du gerne vil ham.
Summa summarum: Det lyder til, at du har gjort dit for at vise ham, at du kan lide ham. Jeg synes ikke, det lyder, som om du har skubbet ham væk.
Hvad viser hans adfærd?
Du skriver, at din ven har fortalt dig, at han kan lide dig – men at det altid har været, når han var fuld. Der er gået flere måneder mellem, at du har hørt fra ham. Du beskriver også, at han i mellemtiden har haft sex med flere andre. I mine øjne viser hans adfærd ikke særlig tydeligt, at han godt kan lide dig.
Hvad kendetegner en god kæreste?
Lad os et øjeblik lægge til side, om han kan lide dig eller ej. I stedet har jeg lyst til at spørge dig:
- Ønsker du en kæreste, der ikke vil ses i ædru tilstand?
- Ønsker du en kæreste, der ikke tager kontakt?
- Ønsker du en kæreste, hvor du bliver i tvivl, om han bare spiller et spil?
Du skriver, du har brug for, at han i ædru tilstand vil fortælle dig, at han kan lide dig. Det er helt fair at insistere på det. Du har al mulig grund til at forvente, at han behandler dig ordentligt. Ved du selv, hvad der er vigtigt for dig, så du kan føle dig ordentligt behandlet? Hvilke karaktertræk kendetegner en god kæreste for dig?
Hvad kan du gøre?
Hvis du har svært ved at slippe forelskelsen og ønsker at fortælle, at du kan lide ham, vil jeg anbefale et par ting:
- Insister på at mødes i ædru tilstand. Så er der en bedre chance for, at han hører dit budskab ordentligt.
- Hold igen med sex i starten. På den måde kan du bedre finde ud af, om han vil dig – eller bare vil spillet.
Måske kan du få noget ud af at læse de her artikler:
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Kærlighed og forelskelse
Kærlighed i praksis
Jeg ønsker dig alt det bedste med at finde ud af, hvad du skal gøre!
Mvh Charlotte