Hej R
Det er bestemt ikke altid let at finde ud af, hvad andre mennesker mener med det, de siger, og måske endnu sværere at afkode, hvad andre mennesker føler. Jeg kan godt forstå, du har svært ved helt at afkode, hvad hun mener med det, hun svarer dig.
Lyt til og respekter hende
Som udgangspunkt tænker jeg, du skal lytte til hende, når hun siger, at hun ikke er klar til at være i et forhold. Der kan være mange gode grunde til, at hun ikke har det overskud, der skal til for at gå ind i en så tæt relation, som et kæresteforhold er.
Til gengæld giver hun udtryk for, at hun gerne vil dig: Hun synes, du er sød og vil gerne skrive med dig. Det er et godt fundament for et godt venskab. Måske kan I lære hinanden bedre at kende og på den måde begge blive mere trygge ved hinanden. Jeg tror ofte, kærligheden udspringer af et godt venskab og i takt med, at man lærer hinanden bedre at kende, finder man ud af, om den anden person er så dejlig, som man lige nu går og tænker.
Lyt til dig selv
Samtidig er det vigtigt, at du finder ud af, om du kan være i et sådant venskab – også hvis det ikke udvikler sig til mere. Der er desværre ingen garantier, når det kommer til kærlighed, og det kan jo være, I finder ud af, at det ikke skal være mere end et godt venskab. Du må derfor gøre op med dig selv, om du kan “nøjes” med bare at være venner med hende, eller om det vil være for svært, hvis dine følelser for hende er stærkere end et venskab.
Vær ærlig
Du spørger også til, om du skal spørge hende, hvad hun mener, eller om det kan komme til at virke for desperat. Nogle gange må man tage en chance, når det gælder kærlighed og turde sætte sig selv derud, hvor det ikke nødvendigvis er rart at være. Jeg tænker derfor, at du skal være ærlig over for hende. “Desperationen” er jo et udtryk for, at du gerne vil hende og interesserer dig for hende. Tilbyd hende din interesse og dit venskab og se, hvor det fører jer hen.
Måske kan du få noget ud af at læse artikler og svar til andre i vores tema Fra venner til kærester.
Venlig hilsen
Sara