Kære pige på 19 år
Aldersforskellen betyder i sig selv ingenting – det er jo bare tal. Det er ikke de seks år, der har indflydelse på, om jeres kærlighed kan holde eller ej. Der er mange måder at være 19 år på, og der er mange måder at være 25 år på. Intet er mere rigtigt end noget andet.
Kig efter alarmerne
Der er andre ting, som er langt vigtigere for dig at lægge mærke til: Er der nogle red flags? At du er seks år yngre end ham er ikke et problem, hvis I hver især har lov til at være, som I er.
Får du direkte kritiserende eller nedværdigende kommentarer fra ham eller mærker en fornemmelse af, at du ikke er okay som du er, hver gang du gør noget, som du har lyst til – så er det en alarm, du skal tage meget seriøst.
Hvis han er irettesættende overfor det, du gør, så jeres forhold mere minder om en far og et “uartigt” barn, så er det en alarm.
Hvis du har lyst til sjov med veninderne, leve livet, danse, udvikle dig og finde ud af, hvem du er frem for at slå dig til ro lige nu og skabe en familie med børn og hus, så er det rigtigt for dig. Sender han kommentarer, blikke eller udviser en adfærd, der får dig til at føle dig forkert, så er det en alarm.
Det samme gælder fra din side mod ham. Hvis han vil slå sig til ro og ikke gider gå i byen mere, så er det helt ok, og du skal ikke kritisere ham for det. Han skal ikke opleve, at det, han har lyst til nu, er forkert.
Fælles mål er vigtigst
Men hvis I ikke er enige om, hvilken retning I vil gå, så er det dét, der er problemet og ikke aldersforskellen.
Det handler om at være samme sted i livet eller i hvert fald have lyst til at give hinanden plads til at være lige der, hvor det føles rigtigt. Have lysten til at følges også selvom I ikke er lige langt i uddannelse eller karriere.
Et eksempel: Hvis du har lyst til at studere de næste 4-5 år, og han har lyst til at sælge alt og rejse jorden rundt, så er det vigtigt at få talt om, hvad jeres fælles plan er. Nogle gange må man skiftes til at være den, der mest har bestemt, hvad der skal ske lige nu.
Skal I være sammen? Vil han støtte dig økonomisk, mens du er på SU? Vil du have pause til at få børn undervejs, eller vil du helst vente? Kan han holde ud at vente med familieforøgelse? Vil du være med til at slippe alt og rejse ud?
Vælge hinanden til
Det er rigtig vigtigt at mærke efter, om I er der for hinanden og har lyst til at støtte hinanden og vælge hinanden til. Et parforhold uanset aldersforskel vil kun overleve og blive godt, hvis man vil vælge hinanden til, give hinanden den plads der er behov for, OG man respekterer hinanden.
Respekt er et stort ord, men det betyder blandt andet, at du hylder og ærer din partner, som han er; ikke forsøger at skære ham til, så han passer ned i din forudbestemte form. Denne respekt gælder begge veje.
Ord kan bygge op, og de kan nedbryde. Se på jeres ord til og om hinanden. Bygger I hinanden op, også når der er ting, I ser forskelligt på, eller er I nedbrydende i jeres kommentarer og adfærd overfor hinanden?
Det er den målestok, du skal bruge til at finde svar på, om I skal være sammen.
Tal om jeres vej og mål
Du skriver, at du er en moden 19-årig, men uanset alder skal der stadig være plads til lethed og grin. Livet (alt det sjove) slutter ikke, bare fordi man finder sammen og begynder at bygge en familie op.
For nogle er det rigtigt at få børn tidligt og udleve “den anden ungdom”, når man er 45 år. For andre er det rigtigt at vente med børn, til uddannelserne er færdige, huset er færdigt og bøgehækken vokset op. Og så er der alle mulige varianter imellem de to!
Måske kan I bruge input til jeres samtaler fra vores artikel Hvordan lærer du din kæreste at kende? Der er masser af spørgsmål, som kan hjælpe jer i gang med at få snakket om de ting, jeg har skrevet om.
I er to mennesker, der skal se på, om I kan nå til enighed om, hvilke veje der er rigtige for jer. Kun på den måde kan I se, om rejsen bliver med hinanden i hånden, eller det bliver i hver sin retning.
Lykke til på rejsen.
De bedste hilsner
Anja