Håbløst forelsket i ven - burde jeg sige, hvordan jeg har det?

Hej Adam & Eva.

Jeg håber inderligt, at I kan give mig et godt råd. 

For 6 måneder siden mødte jeg en rigtig sød ældre fyr. Det var helt tydeligt, at vi helt fra starten var tiltrukket af hinanden og havde god kemi. Jeg var lidt tilbageholdende i starten. Vi kendte overhovedet ikke hinanden, men han gjorde det tydeligt, at han gerne ville se mig noget mere. Jeg havde lidt svært ved at regne ham ud i starten. Han havde lidt travlt med gerne at ville hjem og overnatte hos mig. Og jeg er ikke ligefrem typen, der kaster mig ud i noget forhastet, men jeg gik dog med til, at han kunne komme og overnatte hos mig. Han gjorde virkelig meget ud at fortælle mig, at han glædede sig til at komme, og jeg var begyndte at få flere og flere nerver på, fordi jeg følte ikke for at have sex med en, jeg endnu ikke følte mig tryg ved. Jeg vidste ikke, hvad hans forventninger var, men jeg glædede mig også til, at han skulle komme.

Jeg blev heldigvis ikke presset til noget, jeg ikke havde lyst til, og han var rigtig sød at sige, at jeg endelig skulle sige til fra, til det jeg ikke havde lyst til.

Det var så derefter, jeg opdagede min forelskelse, men det var for sent til at udvikle sig til noget, fordi han afviste mig efterfølgende. Jeg var uforstående. Var det fordi, jeg ikke ville have sex med ham? Han prøvede at overbevise mig om, at det ikke handlede om mig, men at han ikke var så godt et sted i hans liv på daværende tidspunkt og han ville nødig såre mig. Han var få måneder tidligere kommet ud af et langt forhold, og jeg vil gerne tro på, at bruddet har været meget hårdt for ham.

Vi stoppede dog ikke kontakten efter hans afvisning. Jeg var stadig forelsket i ham, men han gjorde hurtigt det klart, at han kun ville et venskab, og det var der, han stod. Det gik fint i starten, det var mest bare et bekendtskab, hvor vi mødte hinanden i byen, til koncerter og andre offentlige steder. Så længe jeg ikke så ham privat, var jeg ret sikker på, at jeg kunne komme mig over forelskelsen. Men vores bekendtskab udviklede sig langsomt til et venskab. Vi har en fantastisk kemi og kan snakke i evigheder. Så det blev til, at vi begyndte at besøge hinanden privat, og pludselig er vi meget involveret i hinandens liv, og jeg anser ham for at være min tætteste ven af andet køn. Jeg værdsætter virkelig meget venskabet. Men der er også en bagside. Min forelskelse er ikke forsvundet, og den er ikke længere implus. Den er meget ægte, jeg har aldrig holdt af et andet menneske på den måde før, jeg ønsker mig så brændende at være sammen med ham, og det er meget overvældende og utroligt svært at bære.

Selvom vi er gode venner, og jeg betror ham mange ting, så snakker vi ikke om kærligheden. Jeg tror måske lidt, at det er et følsomt emne, fordi der engang var noget mellem os, men det er lagt væk. Samtidig ved jeg heller ikke, hvor han står. Er han stadig ked af bruddet med sin ekskæreste? Eller er der en mulighed for, at han måske har nogle af de følelser for mig, som han havde, da vi lærte hinanden at kende? Burde jeg sige, hvordan jeg har det? I så fald skal jeg vel gøre mig parat til at miste venskabet?

Jeg håber, I kan hjælpe mig! 

Sif, 18 år