Forvirret over forholdet har forandret sig - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej Adam&Eva

Jeg skriver herinde for at søge vejledning, da jeg er lidt forvirret og irritabel over den her pige, jeg har noget kørende med.

Hun er 17 og jeg er 20. Hun bor i Nordjylland og jeg i Nordsjælland.

Vi har snakket sammen i 3 måneder og set hinanden 4 gange, hvor jeg har haft hende med ude i biografen, spist mad sammen, solet i haven sammen og meget mere.

Hun siger, hun har en depression, og hendes mor er gået bort for et par år siden, så hun bor med sin Far. Hun er rigtig sød og sjov og er lige som den pige, jeg har ledt efter i mine 2 single år.

Vi har snakket utrolig godt sammen i alle 3 måneder, men det er som om nu, at det går ned af bakke.. Hun skriver ikke rigtig længere, sidder på Eks' Facebook når hun ikke svarer mig, hvilket jeg synes er meget irriterende. Jeg har flere gange prøvet at sige, at jeg synes, det er tarveligt, at man kan tillade sig dette. Men hun ved aldrig, hvad hun skal sige, Heller ej omkring følelser længere overfor mig, eller noget andet, det føles så tomt?

Jeg ved, hun går og har det svært pga fortiden, og jeg synes selv, jeg har været en GoodGuy til at være der for hende, ringe og snakke og prøve at forstå hende og lytte til hende, men hun vil aldrig rigtig helt fortælle alt.. Det er ærgeligt når jeg er så interesseret i hende.

Jeg har også sagt til hende, at jeg vældig gerne vil have hende på besøg herovre, istedet for at jeg skal over til hende hver gang, det vil hun gerne, men hun siger, hun ingen penge har. Det er ikke noget problem for mig, har jeg sagt.

Men når jeg tager over til hende, skal det altid være fra Lør-Søndag ( og dette er mange penge lige pludseligt ). Fordi hendes far simpelhen ikke skal vide, jeg er der.. Har spurgt hende, om det måske ikke er på tide snart at fortælle, hun har noget seriøst med en, men hun vil ikke. Hun siger, jeg ikke forstår det, og det er meget svær,t når hun ikke forklare mig det..
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg føler hun ikke tør åbne sig op overfor mig?..

Vi har snakket så sindsygt godt sammen så lang tid, nu går der 1 time mellem beskederne, og opkaldende falder længere ud.. Vores små aftaler om at skrive på forskellige tidspunkter overholder jeg, men jeg føler aldrig, at jeg får den der "anerkendelse" af, at det er dejligt, jeg gør det..

Mvh en bekymrende Guttermand, 20 år

SVAR:

Kære bekymrende Fyr

Tak fordi du deler din bekymring og frustration med os. Jeg er sikker på, at der er mange, der kan nikke genkendende til netop din situation.

Der er flere ting, som jeg har lyst til at kommentere på.

Venner eller kærester?

Det virker som om, at I helt sikkert er meget gode venner, men jeg er usikker på, om I er blevet enige om at være kærester. I har for mig at se et forhold, hvor det på nuværende tidspunkt virker som om, at du er mere sikker på hende, end hun er på dig. Det, i sig selv, kan slide på forholdet, men samtidig har jeg også lyst til at sige, at det er noget rigtig mange forhold oplever. I forbindelse med en kærestetid oplever mange, at den ene i forholdet for en periode er mere sikker end den anden. Det er meget individuelt hvad der gør, at det er tilfældet, men jeg har lyst til at give et par råd med på vejen.

Kom af med din frustration et andet sted

Du nævner selv at hun har en depression. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at du ikke kommer til at stresse hende ved at konfrontere hende unødigt med din frustration. Hun vil formentligt ikke kunne forholde sig til den. Derfor; jo mere du kommer til at vise og udtrykke din frustration, jo mere vil du opleve, at hun trækker sig fra dig, af den ene grund, at hun ikke kan forholde sig til den på grund af hendes egen situation. Så mit råd til dig vil være, at prøve at nyde de stunder, I har, og komme af med din frustration hos en god ven eller lignende. Det tror jeg, du har brug for. Dernæst har jeg lyst til at vende tilbage til udgangspunktet om, hvorvidt I er kærester eller ej.

Afklar jeres forventninger til forholdet

Hvis I ikke har aftalt at være kærester, vil jeg mene, at det er en rigtig god idé at få det afklaret. Det virker ikke som om at den usikkerhed, der er i de fleste forhold, hvor man ”går og ser hinanden an”, for at mærke efter om det skal være eller ikke være, er en situation som er hensigtsmæssig for dig at blive i. Derfor, hvis det er tilfældet, at I ikke har besluttet jer for at være kærester, vil jeg anbefale, at I tager en stille og rolig snak om jeres forhold og lytter godt til hinanden, for at få afklaret, om I er kærester eller gode venner, og hvis det sidste er tilfældet, hvordan I er gode venner, så der ikke opstår misforståelser.

At ”måle hinandens følelser” styrker ikke parforholdet

Jeg er helt sikker på, at du er meget glad for hende, og at hun for dig er en dejlig pige, som du er meget forelsket i. Forelskelse er en vild tid med mange følelser. For mig at se, er det dig, der på nuværende tidspunkt, er ved at komme i klemme i forholdet. Du mærker meget efter, for at sammenligne dine og hendes følelser. Det er på den ene side meget normalt at gøre, og på den anden side er det noget, som er yderst opslidende for begge parter. Ikke kun for dig, men også for hende. Vi vil aldrig få noget godt ud af at ”måle” hinandens følelser i et parforhold. Vi kan være taknemlige for de gode følelser, vi har for den anden og de gode følelser vi modtager i parforholdet, men vi kan aldrig måle, og stille følelserne overfor hinanden for at se, om vi nu kan lide eller elsker hinanden lige meget.

Fortæl hvad der er vigtigt for dig

Det, vi derimod kan gøre, hvis vi oplever usikkerhed i forholdet er, at vi kan anmode og bede om mere opmærksomhed. Det kan vi gøre, ved at fortælle hvad det er, der betyder noget for os, og hvorfor det betyder noget for os. Om du så vil opleve, at hun åbner sig for dig, eller hvordan hun reagerer, på det du fortæller hende, vil tiden vise. Det er vigtigt, at du ikke presser hende eller stiller for mange krav, men kun fortæller, hvad der er vigtigt for dig at have med i jeres forhold. Om hun så vil/kan honorere dine ønsker for jeres forhold, vil tiden vise, men for mig at se, er der masser af tid til at se, hvad fremtiden bringer.

I vil aldrig kunne tilfredsstille hinandens behov fuldt ud, det kan ingen, men fremtiden kan vise, om I er gode for hinanden, om I har ønsker for en fælles fremtid og vise, hvad der skal til, for at I kan få et godt parforhold.

Jeg tænker, at I begge har meget at lære omkring hinanden, da I ikke har snakket sammen i lang tid, og jeg vil ønske dig og jer alt godt fremover.

Kærlig hilsen Ulrik Buch

Annoncer