Forvirrende signaler - kan han lide mig?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg er for nylig startet på gymnasiet. Jeg er kommet ind i en rigtig god klasse, som jeg er meget glad for. På den tredje dag skulle vi til en introfest og før det en forfest kun for vores klasse, og der snakkede jeg rigtig meget sammen en dreng fra klassen, som jeg egentlig ikke havde lagt så meget mærke til før. Vi fulgtes over til introfesten på skolen og snakkede hele vejen og vi gik ret tæt op af hinanden. Da vi så kom til festen, gik hele klassen ud på danse gulvet og han trak mig til side og begyndte at danse meget tæt sammen med mig. Han krammede mig og vi lænede vores pander mod hinanden og var ret tæt på at kysse et par gange (det skal så lige siges, at vi var fulde begge to, men ikke så meget at vi ikke vidste, hvad der foregik)

Dagen efter festen havde et par stykker fra klassen aftalt at tage på stranden og han spurgte mig om jeg skulle med, og så fulgtes vi (dog med en anden fra klassen), men vi talte næsten slet ikke, men fik ret tit øjenkontakt.

Da vi så begyndte i skolen igen efter weekenden, snakkede vi heller ikke så meget, men fik tit øjenkontakt. Men det gør vi ikke så tit længere og de eneste gange, vi skriver sammen, er, når jeg får taget mig sammen til at spørge ham om noget med nogle lektier, og han er ikke særlig nem at skrive med, synes jeg. Nu snakker vi næsten slet ikke med hinanden længere og han ignorerer mig næsten. Desuden ser det også ud som om, at han er ret glad for en anden pige i klassen, og jeg får det så dårligt, hver gang jeg ser dem sammen, for jeg er helt vild med ham. Og det er der mange af mine veninder, der ved.

Jeg tænker på ham hele tiden og det ene øjeblik er jeg virkelig glad og glæder mig til at se ham i skolen og tænker, at NU vil jeg snakke med ham, og det andet øjeblik er jeg næsten ved at græde og tænker, at han slet ikke kan lide mig, og at jeg bare skal "give op"...Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre, for dette er også min første rigtige forelskelse.. Og jeg er ret forvirret og er meget genert over for ham i hvert fald og ved ikke, om jeg bare skal komme over ham? Og kan han overhovedet lide mig?

Ved ikke om det er for meget, men håber på at I kan hjælpe mig :-)

Den forvirrede pige, 16 år

SVAR:

Kære Forvirrede

Som du skriver, så oplever du lige nu din første sådan rigtige forelskelse. Det er på samme tid både superdejligt men også rigtig hårdt, når det ikke lige går, som man ønsker.

Det lyder til, at du kan have ret i begge dine iagttagelser. At han i starten følte sig tiltrukket af dig, men nu måske ikke er så tiltrukket længere. Men det kan også være, at du er så bange for, at han ikke længere er forelsket i dig, at du tolker hans signaler negativt.

Man overtolker signaler

Når man er forelsket, vil man ofte være meget tolkende på det, man ser og hører. Måske han stadig er interesseret i dig, mens du kommer til kun at lægge mærke til, at han ikke er opsøgende og flirtende.

Man kan i det ene øjeblik blive meget glad, for i det næste at blive meget ked af det.

Måske du tolker rigtigt

Det kan også være, at du tolker rigtigt. Måske har han tabt interessen for dig igen. Måske har han, idet han er begyndt at lære flere at kende, opdaget at det ikke var noget særligt med dig.

Det er det, der kan gøre rigtig ondt i en forelskelse. Det at den måske ikke er gengældt. Det at din første rigtige forelskelse ikke blev til mere.

Hvordan komme videre

Det kan være rigtig hårdt, og jeg tror godt, jeg kan sige at alle mennesker prøver det, du oplever. Men jeg ved også, at der kommer flere fyre i dit liv, som du vil forelske dig i. På den måde vil du, når der er gået nogen tid, højst sandsynligt opleve, at der er mange andre søde fyre.

Jeg vil opfordre dig til at tage kontakt til ham og tale med ham direkte om det som skete imellem jer, så du kan få en afklaring. Hvis du synes, at hans signaler ikke er til at være i tvivl om, ja så kan det måske være bedst ikke at tale med ham om det. Så er det måske bedre bare at gå i gang med at lære en masse andre at kende og så se, hvad fremtiden bringer dig.

Jeg håber, du finder ud af det.

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer