Kære Forvirrede
Jeg kan godt forstå, du er i tvivl, om hvad du skal gøre, for uanset hvad du gør, får det en konsekvens, som ikke er til at forudse nu.
Hvor meget betyder hun?
Du er ikke i tvivl om, hvad du føler for hende. Din ven siger, at han er vild med hende, men at han aldrig tror, det vil gå. Det samme vil jeg gerne have dig til at overveje: Tror du, det vil gå med dig og hende? Tror du, at I kan fortælle hinanden alt? Har du lyst til det? Hvis du er i tvivl, om du har lyst til det, synes jeg ikke, du skal sige det til din ven. Det er ikke altid, at man skal være kæreste med den, man er forelsket i. Hvis du derimod tænker, at I vil være et perfekt par, skal du til at gøre dig nogle overvejelser – og måske tage nogle valg.
Måske kan denne artikel hjælpe dig i dine overvejelser: Den eneste ene
Hvis du tror på jer to - så giv hende en chance
Du er i tvivl, om hun er vild med dig og nævner, at det først er på det sidste, I er begyndt at snakke sammen. Jeg tænker derfor, at du skal give hende en chance for at blive forelsket i dig. Du skal snakke med hende, uden du er fuld – ellers har hun ikke en chance for at vide, hvem du virkelig er. Hvis du har svært ved at være dig selv, når du er sammen med hende, er det ikke sikkert, at I skal være kærester.
Her er et par artikler mere, som jeg tror, du kan have glæde af at læse:
Slå koldt vand i blodet
Et trin ad gangen er det mest sikre
Din ven
Jeg fornemmer, at du sætter stor pris på jeres venskab. Derfor er det vigtigt, at du viser din ven respekt. Han er sårbar, nu hvor han har fortalt dig, at han er vild med hende. Hvis du bliver kæreste med hende, kan det på en måde blive akavet for ham, fordi han ved, at du ved, at han også har følelser for hende. Derfor er det vigtigt, at du får sagt, at du er vild med hende på en måde, så I kan forblive venner. Det lyder til, at han har opgivet tanken om, at det skal blive til noget seriøst med hende, fordi han måske godt ved, de ikke passer sammen (derfor kan han jo godt være tiltrukket af hende). Derfor tænker jeg, at du godt kan snakke med din ven om det.
Respekt
Pas på hvordan du siger det. Fortæl ham, at du er sat i et dilemma, og du har brug for at vide, om han mener det seriøst med hende. Du vil gerne vide det, fordi du har følelser for hende, men du vil ikke miste dit venskab med ham. Spørg ham til råds. Spørg ham, hvad han synes, du skal gøre. På den måde møder du ham i respekt, og han kan svare ærligt (og så skal du være forberedt på, at svaret ikke nødvendigvis falder ud til din fordel).
Jeg synes, I skal lægge en fælles plan som venner, så I kan være sikre på, at I ikke begge to prøver at score hende, og I derfor begge to kan være alene med pigen uden at blive jaloux på hinanden. Følelserne er I ikke altid herre over, men jeres handlinger kan I styre. Overvej dog, om hun er det værd, at det kan blive akavet mellem din ven og dig.
Det er synd for ham, at han har lav selvtillid. Du er en god ven, at du kan se det og ønsker at respektere ham.
Mvh. Malene