Kære dreng på 16 år
Ikke godt at være alene
Mange tak for din henvendelse. Det er meget svære tanker og følelser, du går med. At føle sig ensom og værdiløs er nogle af de følelser, som er rigtig vanskelige at håndtere, blandt andet fordi man som oftest går alene med dem. Og det er ikke godt for os mennesker at være alene. Man kan selvfølgelig have brug for at være alene en aften eller et par dage, men grundlæggende er det ikke godt for os.
Ensomhed er ikke selvvalgt, og i ordet ligger, at man ønsker noget andet, altså ønsker, at man ikke var alene. Gud skabte mere end ét menneske, da han så, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Vi har brug for hinanden – til at hjælpe hinanden, være sammen med hinanden, støtte og elske hinanden.
Brug for fællesskab
Når man er teenager, er man inde i en periode i livet, i en proces, hvor man udvikler sig, og hvor kroppen/psyken ofte er i ubalance. Man har brug for nogle at læne sig op ad, mærke at man ikke er alene, brug for nogle at spejle sig i. Mange oplever, at de bliver usikre på sig selv og derfor har ekstra meget brug for det fællesskab, som du også efterlyser.
Du skriver, at du har mistet alle dine gode venner. Nu kender jeg ikke baggrunden for, at du føler, at du har mistet dem, men det gør, uanset grunden, ondt at miste og det kan være medvirkende til at øge din ensomhed og mindreværd.
Hvad afhænger min værdi af?
Når vi har en følelse af mindreværd, er vi meget sårbare og ofte føler vi os svigtede og uelskede. Dette kan føre til, at vi får sværere og sværere ved at tro på, at folk ønsker at være sammen med os, og derfor kan vi komme til at tolke alt, hvad andre gør eller ikke gør, som et bevis på, at de ikke kan lide os – at vi ikke er noget værd.
Hvis vi ikke kan lide os selv, er det svært at tro på, at andre kan. Derfor kan det være en god ide at spørge sig selv: ”Hvordan ser jeg på mig selv?” ”Ser jeg mig selv som et værdigløst menneske eller som et menneske med stor værdi?” Det er vigtige spørgsmål. Vores egenværdi og vores tanker om os selv kan afhænge af, hvad vi tror/ved, at andre tænker om os, eller de kan afhænge af vores selvværd – at vi tror på, at vi i os selv har en værdi. Hvis vi ikke ser vores egen værdi, er det vanskeligt om ikke umuligt at lade andre mennesker give os værdi, og hvis vi ikke mærker vores værdi hos andre mennesker, vil vi ofte føle os ensomme. Derfor hænger de to ting ofte sammen.
Godt at tale med andre om det
Det kan være svært at åbne op for disse tanker og følelser, da det ofte føles pinligt at føle sig ensom, men det kan være en enorm befrielse og lettelse at tale med andre om det.
Jeg ved ikke, om du allerede har fortalt dine venner, at du føler, at de ikke har tid til dig, at de ignorerer dig, og at du føler dig ensom, men det kunne være en mulighed at tale med nogle af dem om det. Måske ved de slet ikke, hvordan du har det, og derfor kan det at tale med dem hjælpe til at lindre din ensomhed. På samme tid vil det give dem mulighed for at sige, hvis virkeligheden ikke forholder sig sådan, som du oplever den.
Det kunne også være en mulighed at tale med en professionel; en terapeut eller en psykolog eller med nogle mennesker, som du har tillid til; din lærer, dine forældre eller andre, som du føler dig tryg ved.
Kan porno og onani hjælpe?
Ensomhed og mindreværd kan føre til mange forskellige handlinger, som skal hjælpe os med at komme ensomheden og mindreværdet til livs. Ofte er det desværre bare ikke ting, der hjælper os, vi giver os i kast med.
Du skriver, at du får lyst til porno og onani, når du føler dig alene. Porno og onani kan bruges på flere forskellige måder; som tilfredsstillelse, som en flugt, som bekræftelse, til at udleve drømme og fantasier, for at opleve spænding osv. Porno forvrænger ofte billedet af virkeligheden, fordi den måde sex udspiller sig på i porno, ikke stemmer overens med virkeligheden. Derfor kan porno føre til præstationsangst, mindreværdskomplekser samt urealistiske forventninger, som kan gøre, at vi tager afstand til virkeligheden, eller stræber efter noget, som vi ikke kommer til at opleve. Derfor kan porno medvirke til at besværliggøre livet for os og bidrage til at øge vores mindreværd og ensomhedsfølelse.
Onani kan bruges til at lære sig selv at kende og til at tilfredsstille sig selv med. Selve det at onanere er ikke forkert, men da onani er en erstatning for et seksuelt samvær mellem to mennesker, hvor der er en helt speciel nærhed og intimitet, kan onani siges at være sex uden fællesskab, og derfor kan det medføre ensomhed at onanere.
Det er vigtigt, at de seksuelle lyster ikke tager kontrollen fra dig, men at det er dig, der bestemmer over de seksuelle lyster. Hvis ikke kan det føre til endnu mere ensomhed, mindreværd, ydmygelse, selvhad ol.
Jeg kan opfordre dig til evt. at læse mere i vores artikel Om onani – mest for drenge og i vores tema om porno.
Jeg ønsker alt det bedste for dig, og så skal du vide, at du altid er velkommen til at skrive til os igen!
De kærligste hilsner fra
Dorthe Mørch Mikkelsen