Kære K
Tak for dit spørgsmål. Det er dejligt at høre, at du undrer dig og gerne vil forstå din krop og dens reaktioner.
Fortrydelsespiller og pletblødning
Som du selv skriver, er det ikke unormalt at få pletblødninger efter indtag af fortrydelsespille. Det skyldes, at fortrydelsespillen indeholder en stor mængde hormon, der forstyrrer din almindelige menstruationscyklus ved at udsætte din ægløsning. Den indblanding kan få din krop til at reagere med pletblødning.
Du kan læse mere om fortrydelsespillen her.
Ikke prævention
Jeg vil desuden tilføje, at det er vigtigt at være opmærksom på, at fortrydelsespiller betegnes som nødprævention. Den beskytter ikke lige så godt mod graviditet, som andre præventionsformer og slet ikke mod kønssygdomme.
Du kan læse lidt mere om forskellige præventionsformer i vores artikel Prævention – hvordan beskytter vi os mod graviditet?
Etiske overvejelser
Endelig synes jeg, det er vigtigt at forholde sig til, at fortrydelsespillen ikke kun virker ved at forhindre, at du bliver gravid, men også hindrer et evt. befrugtet æg i at sætte sig fast. For mig rejser det nogle etiske overvejelser, som jeg synes, man bør forholde sig til.
Jeg håber, du synes, du fik svar på dit spørgsmål.
Pas godt på dig selv.
Kærlig hilsen
Johanne