Hej
Tak fordi du skriver til os.
Hvor er det dejligt, at du har en kæreste, du er tryg ved. Det er naturligt, at man i din situation mærker sine lyster og seksualitet ekstra tydeligt og dermed også begynder at udforske kroppen. Det er sundt at lære sin krop at kende.
Er din skede for stram?
I skedeåbningen er der en slimhindefold, som kaldes kønskransen – eller hymen/jomfruhinden (selvom der ikke er tale om en hinde). Det er en slimhindefold rundt i kanten af skedeåbningen. Hos nogle er den vokset sammen helt eller delvist (fra fosterlivet). Hvis der kun er en smal åbning, kan det være svært at have sex, men ofte revner den, når man har sex første gang og kan give lidt blødning – det er helt ufarligt.
Prøv at Google billeder på “hymen”, så kan du se mange forskellige måder, kvinder ser ud på i skedeåbningen.
Skede og penis passer sammen
Bortset fra kønskransen, som kan gøre skedeåbningen lidt snæver hos jomfruer (kvinder, der ikke har haft samleje), så er din krop er skabt således, at en penis passer perfekt ind i skeden. Når man har samleje og kan slappe helt af i det, vil der være fin plads, og det skal ikke gøre ondt.
Når man er nybegynder og ikke vant til at få noget op i skeden, bliver man ofte lidt anspændt, og så bliver det hurtigt lidt ubehageligt. Men det bliver bedre, når man kan slappe af i kroppen og dermed give plads til fingrene eller penis.
Det, du oplever, er derfor sandsynligvis helt normalt og ufarligt. Kun i sjældne tilfælde fejler man andre ting, som kan gøre skeden for smal til en penis.
Værn om dit intim- og seksualliv
Til sidst vil jeg anbefale dig at værne om dit intim- og seksualliv. Det er en kostbar del af dig selv, som jeg vil opfordre dig til nøje at overveje, hvem du deler med. Vi har nogle artikler og svar til andre om emnet, som du kan læse i vores tema Teenager og sex. Især vil jeg anbefale:
10 gode grunde til at vente med sex
Sex og følelser
Jo tættere jo bedre – med omtanke
Mvh Morten Damm