Hjælp! Er jeg jomfru eller ej?

Vis spørgsmål

Har brug for lidt hjælp. Jeg var fysisk sammen med min kæreste for en måned siden. Det var ikke mere end oralt og analt og lidt pilleri. Han var nået til skeden, hvor det gjorde lidt ondt, da jeg er/var jomfru, selvom han ikke trængte op i mig. Han havde ikke trængt op i mig.

Men i dag sagde min gynækolog, at jeg var omkring 2 cm åben. Mit spørgsmål er, hvordan kan det lade sig gøre, når han ikke har trængt op i mig, han pillede kun med sin finger og tunge.

MVH en meget bekymret udenlandsk pige

SVAR:

Kære bekymrede pige

Jeg kan godt forstå, du er bekymret. Jeg forestiller mig, at det kan få store konsekvenser for dig, hvis din familie finder ud af, at du er begyndt at have så nær kontakt med din kæreste.

Jomfruhinden

Jeg tror, det kan besvare dit spørgsmål, hvis jeg beskriver jomfruhinden for dig. Faktisk er ordet jomfruhinde stærkt misvisende, for det fremkalder et billede af en skedeindgang, der er dækket fuldstændig af en hinde. Det er også grunden til, at man har indført et nyt ord i stedet for jomfruhinde: “kønskrans”, fordi der i virkeligheden er tale om en krans af slimhindefolder og bindevæv tæt ved skedeindgangen. Der har med andre ord altid været en åbning, for hvordan skulle menstruationsblod og udflåd ellers komme ud? Så selv om du er 2 cm åben, tror jeg ikke, du har grund til bekymring.

Se evt. illustrationen i denne artikel i Politiken: Jomfruhinden skal have nyt navn – nu skal det hedde 'kønskrans'.

Du kan også se tegning af forskellige typer her: Jomfruhinde.

Grunden, til at kønskransen forbindes med jomfruelighed, er, at mange vil føle smerte og bløde lidt ved det første samleje, fordi der kommer revner i slimhindefolderne og bindevævet. Selv om der er en åbning i forvejen, er den sjældent så stor, at en penis ubesværet kan komme igennem.
Men det er ikke et sikkert tegn på, at man er jomfru, for nogle fødes uden kønskrans, mens andre vil have fået revner i folderne af andre årsager end samleje. Modsat vil nogle måske virke som jomfruer, selv om de ikke er det – hvis man har en lille skede, kan man generelt opleve smerter og blødning ved samleje. Desuden forsvinder kønskransen ikke efter samleje – slimhindefolderne vil fortsat være der, men de vil ikke dække for åbningen. Med andre ord er det ret vanskeligt at vurdere, om en pige faktisk er jomfru på bryllupsnatten, og du ville måske kunne bortforklare det, selv hvis du havde haft samleje forinden. Men hvis du ønsker at bevare kønskransen intakt, så vær forsigtig med forspillet – en finger er mindst lige så massiv som en penis.

Det er fakta, men noget andet er, hvordan det føles.

Sex er langt mere end det fysiske

Det virker ikke, som om du synes, det er rart at spille dobbeltspil. Du er ikke ærlig overfor din familie, og hvis du får en ægtemand, vil du måske heller ikke kunne være ærlig overfor ham. Det må være opslidende og også et trist udgangspunkt for dit fremtidige ægteskab. Jeg ved godt, at du ikke har dyrket sex i traditionel forstand, men for mig at se handler sex om meget andet end lige det, at penis trænger ind i skeden. Sex handler lige så meget om nærvær, nøgenhed, ømhed og gensidig stimulation på andre områder af kroppen, og set fra det perspektiv har du allerede været seksuelt aktiv. Desuden kan sexsygdomme også sagtens overføres ved anal og oral kontakt, så det er også værd at være opmærksom på, hvis du ikke vil opdages eller få ærgerlige bivirkninger af disse.

Det er helt op til dig, hvor langt du vil gå med din kæreste, og jeg kan sagtens forstå, at du har lyst til at være intim med ham. Men det gælder faktisk altid, at sex har konsekvenser, og jeg synes, det er en rigtig god idé at overveje, om du er indstillet på at tage dem med i købet. Det kan synes uretfærdigt, at du er fanget imellem to kulturer, men det er nu engang den situation, du er i, og jeg tror, at du finder den bedste vej i tingene, hvis du ser realiteterne i øjnene og træffer valg derudfra.

Sex værd at vente på

Samtidig er det måske værd at overveje, om der også kan være en gevinst for dig ved at lade være med at dyrke sex før ægteskabet. Selv om det måske bare føles som en forældet tradition, der bliver presset ned over hovedet på dig, så har det bestemt sine fordele, og jeg synes også, det er en rigtig smuk idé: At man venter på den, man vil dele resten af sit liv med, og så giver sig helt hen til ham – uden nogle hemmeligheder eller bitre erfaringer. Det svarer lidt til at gå og vente spændt på juleaften (eller Eid) og åbne gaverne med glæde – i stedet for at skulle spille overrasket, fordi man har kigget i pakkerne på forhånd.

Mange hilsner
Amalie 

Annoncer