Kære J
Tak for dit dejlige brev, som gav deja-vu til min egen første forelskelse.
En vild oplevelse
Den første forelskelse kan opleves virkelig vildt: Ens hjerte banker hurtigt, og der kommer et sug i maven. Kroppen reagerer, så man næsten kan føle sig syg. Tankerne flyver, og man kan blive i tvivl om næsten alle ens følelser.
At mærke bekymring side om side med spænding er helt normalt. Tankerne kan slå krøller, og man kan blive helt i tvivl og skrækslagen ved tanken om at komme til at såre den anden. Det er alt sammen lige, som det skal være: Forelskelsens DNA og et forstadie til, at kærligheden kan udvikle sig.
Hvad der sker lige nu
Jeg ser, du er på vej til at tage et skridt mod at åbne dig for et andet menneske. Du er på vej til at finde ud af, om du tør at give dig selv hen. Din frygt og din hjerne – eller med andre ord: din komfortzone – vil protestere. De vil fortælle, det er farligt, fordi det er ukendt. Sandheden er, at det, du drømmer om, findes på den anden side af det, du frygter.
Længsel efter kærlighed
Jeg tror, der i os alle bor en længsel, som Gud har lagt ned i os. En længsel efter at elske og være elsket tilbage. Være elsket i alt det, vi er. Jeg tror ikke, et menneske vil kunne give os alt dette, men jeg tror, det er godt for os at vælge kærligheden til.
Også på trods af at vi kan få knubs undervejs og kan give andre nogle sår. Disse knubs og sår tror jeg ikke, vi skal være så bange for, for de er med til at forme os på vejen. Og intet menneske kommer igennem livet uden. Det er langt værre at vælge kærligheden fra og ikke turde vove sig derud, hvor der er noget på spil.
Kast dig ud i det
Kære J, jeg tror, at også du er skabt til at opleve kærlighedens eventyr. Så jeg håber, du vil turde begive dig ud i det, turde vove og risikere for at mærke suset og forelskelsen, spændingen og frygten og bare være med det, der er uden at kontrollere eller vide, hvor du ender. Begiv dig ud med nysgerrighed og gåpåmod og se, hvad forelskelsen bringer og nyd, at den er gengældt.
Hvis du tror på Gud – og I måske begge gør – så tag Ham allerede nu med på vejen ved at snakke med Gud om ham, du er forelsket i, og snak med ham om Gud. Den ekstra dimension tror jeg vil styrke jeres forhold.
Måske kan du – og drengen – få noget ud af at læse de her artikler:
Slip angsten – giv nærheden en chance
Jeg er forelsket! – Eller er jeg?
Held og lykke på vejen.
Kærlig hilsen
Dorthe Sandvad