Kære usikre
Kan godt følge dig i, at det er et dilemma, du står i lige nu. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig ved at skrive lidt om, hvad jeg tænker, du eventuelt kan gøre.
Ikke lyst til at kysse
Du skriver, at du er usikker på dig selv, derfor kysser du ikke bare. Det er rigtig godt, at du mærker efter, hvad du har lyst til og ikke bare kysser, fordi han gerne vil. Du har måske brug for mere tid til at lære ham bedre at kende. Måske har du brug for tid til at finde ud af, om det er et godt venskab, du ønsker, eller om det udvikler sig til et kæresteforhold. At du så får sagt noget, der ikke er rigtigt, det er, som du skriver, ikke smart. – Men jeg tænker, at det kan der rådes bod på.
Vær ærlig
Hvis du fortsat, som jeg fornemmer, i det du skriver, ønsker at have et forhold til ham, så tror jeg, du skal være ærlig. Jeg kan se, ud af det du skriver, at du selv har tænkt på at fortælle ham det, som det er.
Du kan evt. fortælle ham det, som det er, at du har enorm dårlig samvittighed og du ønsker at fortælle, hvordan det hænger sammen. Du kan evt. fortælle ham, at du er ked af, at du har sagt til ham, at du er blevet seksuel krænket. Men du ikke vidste, hvad du skulle give som begrundelse for, at du ikke havde lyst til at kysse.
Måske du kan fortælle ham, at du føler dig usikker på dig selv og derfor ikke har lyst til, at I endnu har så meget fysisk kontakt. Fortæl ham eventuelt, hvad du så gerne vil, I gør sammen i stedet for. Måske vil du gerne, at I snakker noget mere sammen for at lære hinanden bedre at kende, eller dyrker fælles interesser.
Kan jeg skubbe ham væk?
Du skriver, at du er bange for, om du kan skubbe ham væk, hvis du fortæller ham, hvordan det hænger sammen. Jeg har så lyst til at stille dig et spørgsmål, som du kan overveje. Hvordan vil jeres forhold være, hvis ikke du fortæller sandheden?
Det er min erfaring, at et venskab kan ikke rigtig vokse og udvikle sig, hvis vi ikke er ærlige. Især ikke når den dårlige samvittighed minder om, at der er noget, der ikke stemmer. Jeg tror sandheden er det eneste, der kan gøre dig helt fri og lettet igen.
Vær tro mod hvordan du oplever det og vær ikke så bange for at være ærlig om det. I det lange løb tror jeg, det vil være svært for dig at være i et forhold, hvor du ikke kan være ærlig om, hvad du føler. Ud fra det, du skriver, virker du som en meget samvittighedsfuld pige, der ikke bare bagatelliserer, at du har givet en forklaring, der ikke stemmer. Det er rigtig gode egenskaber, som jeg håber, du vil værne om.
Håber disse linjer kan hjælpe dig til en afklaring ellers er du velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Annette Bech Vad