Hej A
Det lyder godt, at du har en forstående familie og dejlig kæreste, som gerne vil have børn i tidlig alder, men det skal du selvfølgelig også selv være indstillet på! Hvis han ikke vil have kondom på, må I/du jo finde en anden måde at undgå at blive gravid på. Du kan tage til din egen læge og få p-piller. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at du godt kan være gravid.
Mor i en ung alder
Der er mange, som er blevet mødre i din alder, så det er muligt, og jeg er glad for, at du taler, som om du vil være mor, hvis du er gravid. Der er jo en del, som automatisk tænker abort, men det er jeg glad for, at du ikke nævner, for det, mener jeg, er forkert. Det er jo et lille barn, man har inde i maven. Hvis du er helt sikker på, at du vil beholde barnet, hvis du er gravid (og det kan jeg godt forstå, hvis du vil), så er det flot. Men jeg kan også godt forstå, hvis du er nysgerrig for at få at vide, om du skal være mor eller ej.
Du må være parat til at møde andre meninger
Du kunne jo tage en graviditetstest, men du skal gøre det helt klart med dig selv, at du vil beholde barnet, FØR du siger det til andre, fordi der vil nok være nogen, som synes, at en fjernelse af barnet vil være det bedste. Så der må du være stærk, hvis du er gravid. Jeg kan godt forstå, hvis du synes, du er for ung til at blive mor, men en abort er også en svær beslutning.
Læs også denne artikel og se, hvad der er af forskellige støttemuligheder: Uønsket gravid - hvad gør du?
Mit råd:
- find ud af, om du vil beholde barnet, hvis du er gravid, så
- tag en graviditetstest og
- tal med din mor om det.
Hvis du ikke er gravid, skal I se at finde en prævention, som I begge er enige om, for ellers er det bare et spørgsmål om tid, før du bliver gravid, og det vil sikkert være bedre at vente nogle år med at blive forældre, hvis det er muligt.
Roland