Hej pige
Du er fuldstændig normal
Det første, jeg har lyst til at sige til dig er, at det er meget forskelligt, hvornår man synes, det er trygt og rart at sove alene. Rigtig mange mennesker har det ligesom dig – at det er mere trygt at sove sammen med andre. Så det er fuldstændig normalt, at du har det sådan. Også selvom de andre i din klasse måske ikke har det sådan længere.
Se bare det her spørgsmål fra en anden pige: Hvordan kan jeg komme af med den frygt, jeg har om natten?
For gammel?
Du spørger, om du er for gammel til at sove hos dine forældre, og det kan være vidt forskelligt, hvor længe man sover hos sine forældre. Så det er ikke sådan, at der findes regler for det. Derfor kan jeg ikke sige enten ja eller nej. Det er meget op til dig og din mavefornemmelse at finde ud af, hvad der er den bedste beslutning for dig.
Du skriver, at du selv synes, du er for stor til det. Og når du har det sådan, har du måske dit svar dér. Så det kan være, du ligeså stille skal begynde at øve dig i at sove selv?
Tryghed
Du sover hos dine forældre, fordi du finder tryghed hos dem. Måske kan du sammen med dine forældre tænke over, om du /I kan gøre det ligeså trygt at sove på dit eget værelse? Måske en lampe eller en hyggelig lyskæde, som er tændt eller musik i baggrunden eller i ørerne. Måske en dejlig, tung dyne eller noget helt andet. Det kan også være, én af dine forældre skal være hos dig de første par nætter.
Du eller dine forældre har sikkert nogle gode ideer. Hvis du kan mærke, du ikke har mod på det lige nu, så er det også helt ok. Det er dig selv, der bedst kan mærke efter i maven, hvad der føles rart.
Det tager tid
Her til sidst vil jeg sige, at alle nye ting tager tid. Så det er ikke sikkert, du bliver tryg ved din egen seng med det samme. Men det er helt normalt. Lidt efter lidt vil det sandsynligvis begynde at føles mere og mere trygt. Og lige pludselig er du måske slet ikke utryg længere.
Jeg håber, du har fået et par ideer, som du kan bruge til noget. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen.
De bedste hilsner fra
Mai