Er jeg en dårlig ven, når jeg siger fra?

Jeg har en værelseskammerat – vi bor på kostskole – som jeg rigtig gerne ville kunne dele værelse med, uden jeg fortsat ender med at være ked af det. Jeg deler værelse med hende og skal derfor dagligt forholde mig til hende, da det “kun” er os to. Men jeg føler mig som en passiv ryger, som konstant får røg i hovedet. Min kammerat har ofte et meget vredt udtryk og kan være meget udadreagerende. Hendes vrede er ikke rettet mod mig, men det er mig, der står for skud og skal lægge øre til vreden, da jeg er den eneste i nærheden.

Jeg har forsøgt at tale med hende om det (vi har boet sammen i snart 2 år), men så føler hun, at jeg ikke er loyal overfor hende. Hun kan være meget sårbar overfor kritik, og jeg har derfor i starten behandlet vores konfrontationer med største forsigtighed og forståelse for det, der evt. kunne være årsag til hendes frustrationer. Jeg har flere gange forsøgt at nærme mig hende på en konstruktiv måde, men desværre er mine tilnærmelser ofte blevet modtaget som personlig kritik. Man kan sige, det har været en blanding af, at hun har været modtagelig for min tilgang, og vi har på den måde ofte kunne løse de her konfrontationer sammen, og en blanding af vrede.

Men det har efterladt mig træt hver gang (på et tidspunkt havde vi også en mægler – huslederen, ind over, for at vi begge blev hørt).

Hun er sød til at passe de fælles arealer og en god værelseskammerat på mange områder. Jeg tror på, hun vil det godt trods sin vrede, men er uheldig i sit sprog og desværre til tider meget sladrende og har tendens til at sætte lus i skindpelsen. Hun har desværre en fortid, som sikkert gør hende sådan, og som jeg tit prøver at forstå, og jeg har tit ondt af hende, men fordi jeg sidder midt i det, og fordi jeg ikke kan undgå at skulle forholde mig til hende, vil jeg gerne høre, hvordan jeg på bedst mulig måde kan gøre, så jeg ikke lader mig påvirke af hendes vrede, og ikke lader mig påvirke af hendes sladder om mig eller andre.

Jeg vil allerhelst gerne ignorere hendes konstante snakken og vrede, men hun taler tit alligevel til mig uden at fornemme hverken mine grænser, eller om jeg har tid eller i det hele taget lytter (hvis jeg lader, som om jeg laver lektier).

Pga. vores problemer sammen skal vi finde nye værelseskammerater, men hvordan trækker jeg vejret dybt indtil da uden at få for meget “røg ned i lungerne”?

Er jeg en dårlig ven, fordi jeg giver op og har svært ved at acceptere vores forskelligheder?

Kh K, 17 år