Er jeg en dårlig ven, når jeg siger fra?

Vis spørgsmål

Jeg har en værelseskammerat – vi bor på kostskole – som jeg rigtig gerne ville kunne dele værelse med, uden jeg fortsat ender med at være ked af det. Jeg deler værelse med hende og skal derfor dagligt forholde mig til hende, da det “kun” er os to. Men jeg føler mig som en passiv ryger, som konstant får røg i hovedet. Min kammerat har ofte et meget vredt udtryk og kan være meget udadreagerende. Hendes vrede er ikke rettet mod mig, men det er mig, der står for skud og skal lægge øre til vreden, da jeg er den eneste i nærheden.

Jeg har forsøgt at tale med hende om det (vi har boet sammen i snart 2 år), men så føler hun, at jeg ikke er loyal overfor hende. Hun kan være meget sårbar overfor kritik, og jeg har derfor i starten behandlet vores konfrontationer med største forsigtighed og forståelse for det, der evt. kunne være årsag til hendes frustrationer. Jeg har flere gange forsøgt at nærme mig hende på en konstruktiv måde, men desværre er mine tilnærmelser ofte blevet modtaget som personlig kritik. Man kan sige, det har været en blanding af, at hun har været modtagelig for min tilgang, og vi har på den måde ofte kunne løse de her konfrontationer sammen, og en blanding af vrede.

Men det har efterladt mig træt hver gang (på et tidspunkt havde vi også en mægler – huslederen, ind over, for at vi begge blev hørt).

Hun er sød til at passe de fælles arealer og en god værelseskammerat på mange områder. Jeg tror på, hun vil det godt trods sin vrede, men er uheldig i sit sprog og desværre til tider meget sladrende og har tendens til at sætte lus i skindpelsen. Hun har desværre en fortid, som sikkert gør hende sådan, og som jeg tit prøver at forstå, og jeg har tit ondt af hende, men fordi jeg sidder midt i det, og fordi jeg ikke kan undgå at skulle forholde mig til hende, vil jeg gerne høre, hvordan jeg på bedst mulig måde kan gøre, så jeg ikke lader mig påvirke af hendes vrede, og ikke lader mig påvirke af hendes sladder om mig eller andre.

Jeg vil allerhelst gerne ignorere hendes konstante snakken og vrede, men hun taler tit alligevel til mig uden at fornemme hverken mine grænser, eller om jeg har tid eller i det hele taget lytter (hvis jeg lader, som om jeg laver lektier).

Pga. vores problemer sammen skal vi finde nye værelseskammerater, men hvordan trækker jeg vejret dybt indtil da uden at få for meget “røg ned i lungerne”?

Er jeg en dårlig ven, fordi jeg giver op og har svært ved at acceptere vores forskelligheder?

Kh K, 17 år

SVAR:

Hej med dig, K

Du er på ingen måde en dårlig ven. Jeg synes, du har udvist stor tålmodighed, storsind og generøsitet. I har også haft en mægler inde over, og nu virker det til, at der skal byttes om på værelseskonstellationen.

Godt at du kan skelne

Du er i hvert fald klar over, hvilke ting – af det hun gør – der ikke er gode for dig. Hendes vrede, negativitet, sladren om andre, og at hun vender konstruktiv kritik til noget dybt personligt og krænkende. Jeg synes, det er rigtig godt, at du kan skelne mellem det gode og det dårlige, hun gør. På den måde kan du måske være forberedt og trække dit “skjold” frem, så du kan beskytte dig.

Du må opfinde et “skjold”

Du må opfinde et imaginært skjold, som du kan tage frem, når hun begynder at spy ild og røg. Hvis du i tankerne indstiller dig på, hvilke gode ord og ting, du gerne vil tage ind, og hvilke andre dårlige ord og ting, du vil afvise/lukke ude, så kan du måske beskytte dig selv. Din beslutning om, HVAD du vil byde dig selv og finde dig i, kan være dit skjold. Hvis du lærer dig selv at lukke af for ting, som du ikke skal bruge til noget, ting som du opfatter som “støj”, kan du måske lettere klare den næste tid.

Du må fortælle, hvorfor du trækker dig

Jeg tror dog, du bliver nødt til at fortælle hende, hvorfor du lukker lidt af for hende. Du må fortælle hende, at du har brug for at passe på dig selv, og det gør du bedst ved at undgå at tage for megen negativitet og sladder ind. Du har ingen glæde af sladderen eller de vrede udtryk via ord eller grimasser, så derfor har du besluttet dig for at trække dig lidt for at passe på dig selv. Hun må i stedet gå til huslederen, hvis hun har brug for at læsse sine frustrationer af.

Jeg ønsker for dig, at du få en god ny værelseskammerat, som du kan fungere godt med, uden at du skal udsættes for “passiv rygning”.

Mange hilsner
Anja

Annoncer