Er jeg blevet udnyttet af den fyr, jeg mødte på Tinder?

Vis spørgsmål

Jeg ved ikke helt, hvad I tænker om denne oplevelse, jeg har haft med en fyr, jeg mødte fra Tinder.

Vi fik kontakt på Tinder og begyndte at skrive lidt frem og tilbage på Snap. Vi aftalte så, at vi skulle ses en torsdag aften hjemme ved ham. Aftenen går rigtig godt, og jeg ender så (desværre) med at blive sovende, da vi havde fået lidt at drikke. Vi skrev en del sammen hele fredagen med hjerter osv. og besluttede, at vi skal ses igen fredag aften, hvor jeg blev og sov til lørdag. Han skulle på arbejde, så vi sås igen lørdag aften, og alt går rigtig godt og er skide hyggeligt. Søndag middag står vi så op, og han laver morgenmad og er skide kærlig overfor mig.

Vi aftalte, at vi skulle tage i bio om mandagen, men da valgte han så at aflyse. Allerede fra søndag aften begyndte han at blive kold i sine beskeder, og sådan er hele mandagen også. Jeg er meget forvirret og spørger, om jeg har gjort noget galt. Der svarer han så, at han ikke havde en god mavefornemmelse med det mellem os.

Skrev til ham, at det er jeg lidt forvirret over efter alle de kærlige beskeder osv, og at vi trods alt havde brugt hele weekenden sammen. Spørger, om han kunne have lyst til at ses igen på et tidspunkt, hvor han så bare svarer "Ellers tak".

Jeg er helt i chok og tænker, hvordan man kan ændre sig på så kort tid, og manden kender mig jo slet ikke rigtigt. Har han bare udnyttet mig?

S, 24 år

SVAR:

Kære S

Det lyder til, at du og din Tinder-flirt har haft en rigtig dejlig weekend sammen. Det lyder også til, at du var noget interesseret i ham, når I brugte så meget tid sammen. Derfor forstår jeg godt, det er et slag i maven, at han er så kærlig over for dig den ene dag og helt afvisende den næste.

Et pludseligt skift – hvorfor?

Når jeg hører om Tinder-fyrens pludselig skift, får det mig til at tænke to ting: For det første havde I måske forskellige indstillinger til, hvad I ville have ud af weekenden. For det andet oplevede han måske ikke, at der var et match på samme måde, som du gjorde.

Når du spørger, om du er blevet udnyttet, gætter jeg på, det er fordi, du føler dig udnyttet. Det er surt at opleve, at man investerer sin tid og en del af sig selv for så bare at blive afvist. Måske oplever du også, at du ikke helt kan genkende eller forstå hans grunde til afvisning.

Signaler, intentioner og kommunikation

Kommunikation er vigtigt, når man vil undgå at gå skævt af hinanden. Jeg er helt med på, at man kan tale ting ihjel, og at det kan hindre noget af spontaniteten i en flirt. Omvendt sikrer en forventningsafstemning, at begge parter har fået sat ord på, hvad de ønsker at få ud af tiden sammen. Ofte tænker vi, at vores egne intentioner står tydeligt frem, selvom vi ikke har sagt dem højt. Men ingen mennesker kan læse tanker, så vi bliver nødt til at sige noget.

Din Tinder-flirt har sendt en masse signaler, som jeg sagtens kan forstå, du tolker som interesse fra hans side. Omvendt har han måske selv en oplevelse af, at hans intentioner var helt klare. Når man ses med en fra Tinder, har man ikke nødvendigvis lovet hinanden noget. Til gengæld synes jeg bestemt, at det havde været god stil af ham, hvis han bare ærligt havde sagt, at han ikke længere var interesseret i dig. Det var ikke fair af ham, at han bare blev “kold” i sin kontakt og aflyste jeres aftale mandag.

Sæt rammerne for den gode oplevelse

Det er svært for mig at sige, om du er blevet udnyttet. Men det vigtigste er heller ikke, hvad jeg mener. Det vigtigste er, hvad du selv oplever. Hvis du oplever, at du blev udnyttet, synes jeg, det er værd at arbejde med, hvordan du kan undgå at havne i den oplevelse igen.

Som jeg skrev lige før, tror jeg, man kan komme langt med god kommunikation og forventningsafstemning. Du kan også gøre det, at du i fremtiden starter med bare at ses med din flirt i et par timer. Så kan I vente med at overnatte sammen til senere, når I er mere klar over, hvad I vil med hinanden.

I kunne også aftale, at der går et par dage mellem, I ses. Så har I mulighed for tænketid hver for sig. Måske har du selv endnu bedre forslag til, hvad du kan gøre for at have gode Tinder-oplevelser, hvis det er den vej, du vælger at finde dine dates.

Op på hesten igen! (Online-) dating kan være et svært spil at navigere i. Heldigvis gemmer der sig også gode oplevelser ind i mellem – og det skal også nok komme til dig.

Husk, at du selv kan være med til at sætte rammerne for, at det bliver en god oplevelse ved at mærke og holde fast i dine grænser og være tydelig i din kommunikation.

Kærlig hilsen
Charlotte

Annoncer