Kære E
Mange tak for din henvendelse og spørgsmål. Jeg kan godt forstå, du har svært ved helt at finde ud af, hvad du skal gøre. Jeg vil forsøge at svare dig så godt som muligt.
Ømt punkt for ham
Jeg tror, det giver mening at begynde med slutningen af din henvendelse, for du skriver det nemlig rigtig godt selv: “Men ham vil jeg nok altid have et ømt punkt for, da det også var ham, jeg mistede min mødom til.” Jeg mener, det giver rigtig god mening på flere måder. Lad mig prøve at forklare:
Der knyttes et særligt bånd, når vi er sammen med et andet menneske på en så intim måde. Når man har en kæreste, siger man egentlig til hinanden: “Du er noget helt særligt og specielt for mig. Jeg vil dele mig selv med dig på en anden måde end med alle andre.” Og det gælder både, når der er sex i forholdet og ikke.
Hvis man en dag slår op, oplever mange, det er svært at slippe ekskæresten helt, særligt hvis det ikke var en fælles beslutning. Derfor er det også rigtig svært for mange at være venner, efter man har slået op. For nogle er det mærkeligt, for andre svært, akavet eller hårdt, og for andre gør det ondt, fordi man hele tiden bliver mindet om den, man gerne vil have og ikke kan få.
Ven med ekskæresten
Ofte vil en ekskæreste kunne vække noget i os, fordi vi tidligere har haft stærke følelser for den person og været tæt sammen, også selvom vi ikke længere er forelskede i personen. Og minder om rare følelser og intimitet kan komme op til overfladen, hvis man ser eller tænker på den anden. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det vil være en god ide at være sammen igen.
Jeg har flere gange oplevet, at som tiden går, er der noget, der ændrer sig. Det er ofte, som om jeg ikke helt kan huske, hvordan det faktisk var. Nogle gange har jeg tendens til kun at huske de gode ting, og de grunde, vi valgte at slå op på, kan virke som små bagateller. Det kan næsten, selvom det er mange år siden, give mig lyst til at være tilbage i det forhold, der var så godt.
Jeg har mange gange hørt både mig selv og en masse andre sige: “Hvis vi bare havde gjort …” eller “Hvis bare vi havde sagt …” Vi kan komme til at tro, at hvis bare vi havde gjort eller sagt eller ændret en lille smule, så ville det hele være godt og rigtigt. Både af egen og andres erfaring må jeg sige, at det desværre oftest ikke er tilfældet, og det er svært at starte eller genstarte et forhold på gerne at ville ændre den anden – eller sig selv.
For og imod
Når det kan være svært at træffe den rigtige beslutning eller finde ud af, hvad man gerne vil, så kan det være en rigtig god idé at skrive for og imod ned.
Der er to sider af din problemstilling: At kysse og lave noget med din ekskæreste – eller lade være. Skriv fordele og ulemper for både det ene og det andet. Det giver et ret godt overblik, og du kan måske blive klar over, at det, der virker bedst på kort og langt sigt, måske ikke er det samme.
Hvis han ikke gengælder følelserne
Jeg kan rigtig godt forstå, at du får/har lyst til at være sammen med ham igen. Men du skriver, at du ved, han kom over dig for længe siden, så måske vil det gøre godt for dig også at komme videre. Det betyder ikke, at der ikke altid vil være en plads til ham i dit hjerte, men det er også ok.
Det kan være svært at holde styr på sine følelser, og nogle gange savner og ønsker vi mere de gode ting ved en ekskæreste, forestillingen om ham og tanken om at have en, der holder særligt af dig, mere end det lige præcis er ham. Jeg tror, at hvis man er sammen med en, som man har følelser for, men som ikke gengælder dem, så gør det ekstra ondt bagefter.
Pas på dig selv – du fortjener det
Når du fortæller, at du nogle gange til fælles venners arrangementer har fortalt ham, at du savner ham, men at han ikke har sagt det samme til dig, så vil jeg gerne opfordre dig til at passe på dig selv. Det fortjener du.
Med det mener jeg, at du har fortalt ham, hvad du føler, og nu er det så hans tur til at reagere, hvis der skal være noget. Jeg er bange for, at du kan komme til at blive skuffet og ked af det, hvis du bliver ved med at tage initiativ, som han ikke gengælder. Når der kommer nogle af dine gode efterskolevenner til festen, så vil jeg opfordre dig til at hygge dig med dem i stedet.
Dit eget råd
Nogle gange, når jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal gøre, så forestiller jeg mig, at det er en anden, der spørger mig om et råd. Jeg ser fx min mand, en veninde eller kollega foran mig, der spørger mig til råds om det, jeg ikke selv kan finde ud af.
Fx: Hvis det nu var din veninde, der spurgte dig, om hun skulle kysse og lave noget med sin ekskæreste, som ikke havde opfyldt hendes behov og ikke satte hende i første række; en ekskæreste, som hun havde fortalt flere gange, at hun savnede, men som ikke havde sagt det tilbage; en ekskæreste, som hun ved, er kommet over hende. Ville du så råde hende til at kysse ham eller lave noget med ham?
Det hjælper nogle gange mig til at se på situationen fra en anden side og på en anden måde. Hvis jeg fx er meget træt eller påvirket af følelser, kan jeg godt få svært ved at mærke mig selv, mit selvværd og selvtillid, og hvad der vil være godt for mig, og så kan det være en måde hjælpe mig selv på.
Dine ønsker
Du kan også prøve at skrive ned – og forsøge at lade være med at tænke på din ekskæreste – hvad du kunne tænke dig i en kæreste. Hvordan skal han være? Hvilke værdier og egenskaber skal han have? Hvordan skal jeres forhold være? Hvordan vil du gerne være sammen med ham osv.? På den måde kan du både blive klar over, om din ekskæreste faktisk indeholder det, du gerne vil have, eller om det er “gammel” kærlighed, (som man gerne må have et ømt punkt for men ikke skal dyrke), og du kan begynde at se på, hvad der vil være godt for dig fremover.
Jeg håber, du kan bruge noget af det, jeg har skrevet, og ønsker dig alt det bedste med at finde ud af, hvad du skal gøre i forhold til din ekskæreste.
Mange kærlige hilsner fra
Dorthe Mørch Mikkelsen