Hej J
Desværre kan jeg ikke give dig et helt klart og entydigt svar på dit spørgsmål, fordi du har ret: De to mest sandsynlige grunde til, at du har fået en lille blødning nu, er enten, at du er blevet gravid, eller at der er gået ged i dine hormoner pga. stress. Mit råd til dig er derfor, at du løber ned i nærmeste supermarked og køber en graviditetstest, så du hurtigt kan få ro i sindet.
Positiv graviditetstest
Hvis du er gravid, står du med nogle store beslutninger foran dig. Selvom det kan være fristende at tænke abort som det første, er det også en beslutning med store konsekvenser. Derfor vil jeg anbefale dig at finde en voksen – ikke bare en jævnaldrende veninde, men en voksen, som du kan tale tingene igennem med. Hvis du ikke selv kender nogle voksne, som du kan tale med, så prøv at kontakte Abortlinien. De har anonyme rådgivere, som kan hjælpe dig med at se tingene fra alle sider. Vi har også en artikel her på siden, som jeg vil anbefale dig at læse: Uønsket gravid – hvad gør du?
Negativ graviditetstest
Hvis du ikke er gravid men fortsat oplever pletblødninger, kan det godt have en anden grund, end at der sker meget for tiden. Så er du nødt til at ringe til din læge for at få en snak og aftale, hvad I gør ved det.
Stort ansvar at have sex
Du skriver selv, at du er uerfaren og meget nervøs for at være blevet gravid. Det er et stor ansvar at have sex, fordi det kan have konsekvenser i form af graviditet, forskellige sexsygdomme og sårede følelser, hvis forholdet ikke holder i længden. Det er godt at høre, du allerede bruger p-piller; de er klart et af de sikre valg af prævention, men desværre ikke 100% sikker mod graviditet, og de beskytter slet ikke mod sexsygdomme. Jeg tænker, du nok skal overveje, om du er klar til det ansvar, der følger med, hvis uheldet er ude.
Prøv at læse denne artikel, som handler om at vente med sex, til det er rigtigt og kan foregå i tryghed: Værd at vente på.
Jeg håber, mit svar gav dig lidt af det, du efterspurgte og manglede. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har flere spørgsmål.
Held og lykke fremover fra
Birthe Marie Rasmussen