Kære bange pige
Det lyder virkelig ikke rart at gå rundt og være så bange. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig og sætte nogle tanker igang hos dig.
Fortrydelsespiller
Det lyder, som om du har læst en hel masse om fortrydelsespiller på nettet. Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om pillen. Du skriver, at du tog fortrydelsespillen ca. et døgn efter samleje. Afhængigt af den type af fortrydelsespille, du tog, må der maksimalt gå henholdsvis 3 døgn og 5 døgn efter samleje for ønsket effekt, så du har taget pillen korrekt. Virkningen af pillen er den, at ægløsning hæmmes eller udsættes, og at slimhinden i livmoderen bliver mindre modtagelig for et eventuelt befrugtet æg. Det betyder også, at fortrydelsespiller ligesom al anden prævention ikke forhindrer graviditet med 100%. Jeg tror dog, at muligheden for, at du er blevet gravid, er lille. Hvis du ikke får din menstruation, når du ifølge din cyklus skal have den næste gang, kan du tage en graviditetstest for at være helt sikker. Hvis du får menstruation, er der ikke grund til bekymring.
Bivirkningerne til fortrydelsespillen er kvalme, hovedpine, opkastninger og pletblødning eller blødningsforstyrrelser. Jeg tror, at den blødning, du oplever, med stor sandsynlighed kan være en bivirkning til fortrydelsespillen – som du også selv er inde på. Der er ikke grund til at tænke, at blødningen kan tyde på graviditet.
Sex – kun sjov?
De sidste dage har du sikkert tænkt mange tanker omkring graviditet og fremtiden. Det kan jeg godt forstå. Det er et stort ansvar at blive gravid. Og det er derfor faktisk også et stort ansvar at have sex. Selvom vores omgivelser fortæller, at sex er fantastisk og sjovt, så er sex mere end det. Jeg tror, at sex er, at vi giver noget af os selv til et andet menneske. Vi giver et andet menneske lov til at være helt tæt på os – og derfor også være der, hvor vi er mest sårbare. Ved første samleje kan det gøre ret ondt på kvinden, og det viser tydeligt, hvor sårbare, vi er, når det handler om sex. Der er så meget, der kan køre rundt i hovedet: Gør jeg det rigtigt? Har jeg overhovedet lyst? Elsker han mig?
Du har et ansvar over for dig selv her. Har du tænkt over, hvordan du vil bruge din krop? Hvordan du vil leve med din seksualitet og sårbarhed og muligheden for, at du kan blive gravid? Jeg vil gerne invitere dig til at læse artiklerne
10 gode grunde til at vente med sex
Værd at vente på
Sex og følelser
Del dine tanker med en voksen
Jeg vil desuden opfordre dig til at tale med en voksen, du stoler på, om sex og muligheden for graviditet. Det kan måske være en lidt akavet samtale at skulle begynde, men det kan være virkelig godt at få snakket om sin bekymring og tanker og få gode råd. Det er store tanker at gå rundt med selv.
Måske skal du vente med sex
15 år er faktisk en tidlig alder at begynde at have sex, synes jeg. Jeg vil derfor også gerne opfordre dig til helt at vente med sex pga. det ansvar, det fører med sig overfor dig selv, overfor ham, du har sex med og overfor et eventuelt barn. Det kan være svært, men jeg tror, det bedste er at vente, til du er sammen med en person, du har valgt at knytte dig til for resten af livet. En person, som elsker dig, støtter dig, og som vil være klar til at være der, hvis du skulle være så heldig at blive gravid en dag. I sådan et forhold kan du trygt have sex.
Jeg håber, mit svar har hjulpet dig, og at du vil tage udfordringen op og tænke over dit sexliv. Du er altid velkommen til at skrive til os igen.
Venlig hilsen
Amalie