Kære S
Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det problem, du beskriver, tror jeg, mange kvinder går med.
Først vil jeg sige tillykke med den dejlige kæreste, du har fundet. Det er godt, at I har det godt sammen, og at du er 100% sikker på, at det skal være ham. Vi på AdamogEva.dk mener nemlig, at sex hører til i et forpligtende forhold. Vi er overbevist om, at ægteskabet er den mest optimale ramme, da det giver den tryghed, som er en vigtig forudsætning for et godt kærlighedsliv.
Fysikken er i orden
Der er ikke noget i vejen med jeres kroppe, og I passer sikkert rigtig fint sammen. Kvindens skede er mest følsom i den forreste del, og derfor betyder penis’ størrelse ikke noget. Desværre er den følsomhed ikke så kraftig, så det er let at få skedeorgasme. Nogle kvinder oplever, de kan få skedeorgasme, men det er de færreste. Nogle kvinder oplever med tiden, at følsomheden øges i det forreste af skeden, og de kan derfor opleve at kunne få orgasme efter mange års samleje uden skedeorgasme. Mandens og kvindens måde at bevæge sig på spiller også en rolle, og måske kan I eksperimentere med, at du sidder på ham og bevæger dig frem og tilbage eller andre stillinger, hvor du mærker øget følsomhed i den forreste del af skeden.
Kvinden skal stimuleres anderledes
Man kan godt undre sig over, hvorfor kvinden er skabt på en måde, så hun ikke let får orgasme ligesom manden, når de er sammen med penis i skede. Men kvinden er skabt med en anden følsomhed. Kvinden skal stimuleres anderledes for lettere at få orgasme, og det kræver lidt mere opmærksomhed for at give hende orgasme. Kvindens klitoris, som sidder lige over de ydre kønslæber, har noget af den samme følsomhed som mandens penis. Dvs. hvis den berøres med hånden eller tungen, svulmer den lidt op, og kvinden oplever en dejlig følelse, ligesom manden gør, når hans penis berøres. Hvis din kæreste eller du selv bliver ved med at berøre den med øget intensitet og hårdhed, vil du til sidst kunne opnå en orgasme, hvor muskulaturen i dit underliv trækker sig sammen, og en stor vellyst udgår til din krop. Det kan tage tid at træne denne teknik. Du kan evt. selv prøve at røre ved dig selv og finde ud af, hvordan det føles rarest, og så kan du lære din kæreste det.
Hvis du gerne vil have orgasme, mens han er i dig, kan du ligge nederst og røre ved din klitoris, imens han er i dig. Det kræver, at han giver plads til din hånd. På den måde kan I også komme samtidigt, hvis I tilpasser det.
Sex er langt mere end den fysiske del
Sex er meget mere end orgasme, og selvom jeg godt kan forstå din frustration, skal du glæde dig over den samhørighed og det nærvær, det skaber, når I er sammen. At blive “et kød” er en hellig ting og noget, som går langt ud over selve orgasmen. Det er derfor vigtigt, at du også glæder dig over det. Læs også artiklerne:
Sex den første tid – i praksis
Sex og følelser
Vejen til god sex
Jeg håber, det vil lykkes dig/jer, og husk at være tålmodig og glæde dig over din kæreste på alle de andre områder, I har sammen.
Kærlig hilsen fra
Lise Berggren Smidt