14 år og forvirret: Er jeg forelsket?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva.

Jeg har et problem: Jeg kan ikke finde ud af, hvem jeg kan lide.

Min bedste ven, Claus, har følelser for mig, og jeg ved ikke, om jeg har for ham. Vi har været bedste venner i snart 4 år, men har også flirtet. Vi fik mange følelser for hinanden og en dag, da vi var sammen, begyndte vi at flirte og flette fingre. Jeg føler mig helt vildt tryg i hans arme, men er bange for, at det bliver som sidst, hvor han havde mange problemer derhjemme og med sine venner, så han glemte mig, og jeg var helt nede i 3 dage. Men efterfølgende har vi snakket om det, og vi har ordnet det.

Så er der Kasper, som er min eks. Vi havde ikke snakket sammen i et år men er nu begyndt igen: Vi har skrevet, skypet og snakket sammen i to måneder, og han har fået følelser for mig, men føler også, at jeg har, men ved det ikke.

Jeg skal være sammen med Kasper på lørdag. Han har inviteret mig ud at spise, og jeg synes, det er virkelig sødt. Og jeg skal sove sammen med Claus og snakke om alt, hvad der sker.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg føle efter, når jeg har været sammen med dem i weekenden og se, om jeg har følelser for en af dem?

Vil lige sige, at jeg kan alt med Claus. Vi stoler 100% på hinanden og er der altid for hinanden. 

C, 14 år

SVAR:

Kære C

Tak for dit brev, som jeg vil forsøge at svare på.

Venskab og forelskelse

At mærke forskel på venskab og forelskelse er svært. Særligt som ung er det ekstra forvirrende, fordi der samtidigt er så meget, der forandres både med hormoner, tanker og følelser, og det kan være ekstra svært at mærke sig selv i den tid. Nogle gange er det, som om alt er til diskussion, og intet er sikkert. Derfor påvirker det selvfølgelig også ens relationer.

Mærk dig selv først

Når alle de forskellige følelser raser, er det bedste råd, jeg kan give dig, at trække dig helt tilbage. Når du står i det, er det svært at mærke, hvad du føler. Når du ikke kan mærke dig selv, er det lettere at blive trukket med og komme til at gøre noget, som du bagefter bliver ked af. Ved at trække dig væk fra både din bedste ven og din eks-kæreste vil du få lettere ved reelt at mærke, hvilke følelser der er på spil. Når du så bedre kan mærke dig selv, er det lettere at træffe kloge beslutninger.

Alenetid er vigtigt

Det at bruge tid alene med dig selv er noget af det vigtigste, du kan gøre. Det kan virke fristende hele tiden at blive bekræftet og være sammen med en. Det allerbedste er dog, hvis du også tør være alene med dig selv. Måske tager jeg fejl, men når jeg læser dit brev, får jeg en idé om, at du hele tiden sørger for at have en af dem sammen med dig. Din hensigt er sikkert bare at undgå at gøre dem kede af det, men på den måde gør du dig selv mere forvirret, og du har svært ved at lære dig selv at kende.

Tryghed og tillid

Det lyder, som om de begge er nogle søde fyre, som du holder meget af. Jeg kan ikke fortælle dig, hvem du skal vælge, men kan måske guide dig lidt. Tryghed og tillid er fundamentet for et godt forhold. Så hvor føler du dig tryg og rummet som den, du er? Hvor kan du slappe fuldstændigt af?

Når du har fundet ud af det, er det vigtigt med klare linjer. Definer, hvad der er tilladt i et venskab og overhold det. Definer, hvor langt I vil gå i et kæresteforhold og husk på, at I ikke behøver at have travlt. I har tid til at lære hinanden at kende og bygge tilliden op. Min anbefaling er, at I venter med sex for at passe på jer begge. Sex skaber stærke bånd og stor sårbarhed. At være sårbar kan være svært, når meget andet er i forandring, og ens identitet er ved at blive dannet.

Måske kan du få noget ud af læse artiklen Et trin ad gangen er det mest sikre eller andet fra temaet Fra venner til kærester.

Guds kærlighed forandres aldrig

Jeg ved ikke, om du kender Gud? For mig har det været altafgørende at kunne tale med Gud om alt det, jeg synes, er svært. Og bede ham om vejledning i svære spørgsmål, men mest af alt høre, hvad han har at sige om mig, når jeg nogle gange synes, jeg mislykkes. Guds kærlighed forandres aldrig. Det er det stabile, jeg altid kan vende tilbage til – også når andre svigter.

Håber du kan bruge mit svar, ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Ønsker dig det allerbedste.

Kh Dorthe Sandvad

Annoncer