Hej
Da Gud skabte os, skabte han os til at leve i kærlighed. Ligesom han selv er kærlighed og er et kærlighedens fællesskab mellem Fader, Søn og Helligånd, vil han, at vi skal leve i kærlighed til ham og til hinanden. Hver gang vi ikke lever i denne kærlighed, “synder” vi – for nu at bruge det bibelske fagudtryk.
Denne synd medfører en regning, som det på Dommedag er totalt umuligt for et menneske selv at betale. Gud ske lov tilbyder Jesus os at betale den for os!
Så: På Dommedag afregnes der for vores synd, og enten har man ladet Jesus betale for sig – eller også fortabes man. Her kan vi tale om, at Gud straffer.
Men det gør han ikke, mens vi lever her på jorden.
Andre ting kan ligne Guds straf
Jeg vil pege på to ting:
1) Alt, hvad vi gør eller ikke gør, skaber nogle konsekvenser. Og fordi vi lever u-kærligt (syndigt), har vi ikke så godt et liv, som vi ellers kunne have haft: Ensomhed, uvenskaber, dårlig samvittighed osv. er negative konsekvenser af vores synd. Men det er ikke en straf fra Gud.
Et lille eksempel: Hvis jeg drikker mig fuld og kører bil, kan jeg risikere mindst tre negative konsekvenser:
- Jeg smadrer ind i et træ og mister begge mine ben.
- Jeg kører ind i en anden bil og er årsag til, at et andet menneske kommer slemt til skade. Det er forfærdeligt, og jeg får naturligvis frygtelig dårlig samvittighed over det.
- Politiet kan give mig en stor bøde, sætte mig i fængsel og inddrage mit kørekort.
Kun 3 er egentlig straf. 1 og 2 er negative konsekvenser.
2) Ligesom forældre nogle gange må være ret kontante i deres opdragelse af deres børn, må Gud også være det overfor os.
Et lille eksempel: Hvis William igen og igen suser ned ad vejen på sit skateboard og flere gange er ved at blive kørt ned af en bil, kan forældrene blive nødt til at låse boardet inde i en periode. Det er ikke en straf – det er en beskyttelse af deres elskede søn. Men William oplever det garanteret som en slags straf.
Sådan kan Gud også undertiden være nødt til at hjælpe os på måder, vi kan opleve som straf.
Vi har en tilgivende Gud
Men det gælder altid og under alle omstændigheder, at hvis vi ser vores synd og beder Gud om tilgivelse for den – så vil han tilgive os. Det ser vi fx i Bibelen i Johannes’ Første Brev kapitel 1 vers 9.
Hvis du ønsker at vide mere om dette vigtige emne, vil vi henvise til jesusnet.dk, der er specialister i disse ting!
Venlig hilsen
Sprint Aagaard Korsholm