Kære F
Jeg tror ikke det er nemt at glæde sig over den nye lejlighed og det forestående bryllup, efter den bekendelse din kæreste er kommet med. Jeg kan godt forstå at du er rigtig ked af det og har svært ved at tilgive.
Det kan være super svært at tilgive, men jeg blev så glad da du skrev, at du har besluttet (med streg under besluttet) at du vil give forholdet en chance. For jeg tænker, at det lige netop er det, det handler om. Lige såvel som det at elske hinanden, når den første forelskelse har lagt sig, er et spørgsmål om vilje, tror jeg også at det at tilgive handler om vilje. Tilgivelse handler også om hårdt arbejde for at få bygget den gensidige tillid op igen, og det er et arbejde du ikke skal stå alene med, men noget i skal være sammen om.
Vil gerne tilgive, men hvordan?
Først vil jeg lige indskyde at du skriver du ikke har lyst til at tilgive ham lige med det samme. Det er helt naturligt at have det sådan, og du gør det for at beskytte dig selv, fordi du er såret.
En anden ting jeg tænker på, når jeg læser det, du skriver er, at du ikke må tro at alt kommer tilbage til det gamle. Jeres forhold står helt klart foran en prøve nu, som kan gøre at I bliver mere styrket og sammensmeltet og dermed får et rigere forhold.
En modig beslutning
Det han gjorde for tre år siden var forkert. Han skulle ikke have gjort det og han skulle heller ikke have holdt det hemmeligt i alle de år.
Læg alligevel vægt på, at han vælger at fortælle dig det nu. Han giver rent faktisk dig mulighed for at trække dig inden I skal giftes. mon ikke det handler om, at han ikke vil indgå ægteskab med det på samvittigheden, at du er blevet bedraget? Han ønsker rent bord. Det er flot og temmelig sikkert et meget svært valg, han har taget. Hatten af for at han gør det, det tror jeg siger rigtig meget om hans kærlighed til dig. Han kunne jo vælge at tie. Det er 3 år siden. Men det viser, at han ønsker at tage ansvar. Prøv at holde fast i, at han har smidt en bombe, velvidende at det, som I har sammen kan gå til grunde, det er en modig mand, du har dig.Han ønsker rent bord.
Tal sammen – skab tillid
Tilgivelse er en proces. Tilliden mellem dig og din kæreste skal bygges op igen, og det kan godt tage lang tid. Tilliden vokser ved, at I holder jeres gensidige aftaler, snakker om og sætter ord på det der gør ondt og det måske mere end én gang.
Tilgivelse er ikke noget, vi handler med. Så sætningen: ”Nu har jeg sagt undskyld, og så vil jeg ikke snakke om det mere”, bremser helingen og lukker af for processen.
Ud fra det du skriver kan jeg ikke læse om I er et par, der er gode til at snakke om tingene, for det her er vigtigt at snakke om. Det kan være et godt udgangspunkt for, at han også kan få sat ord på, hvordan han ønsker, at I kan komme videre. Ligeledes har du brug for at få sat ord på din smerte, din tvivl og frygt. Det kommer ikke bare til at gå i sig selv. Det kræver bevidst arbejde af jer begge, men jeg tror det er det værd for jeg fornemmer helt klart, at I elsker hinanden.
Prøv at lade ham læse dit spørgsmål og mit svar og sig, at du har brug for at snakke med ham om det. I kan også læse artiklen Den nødvendige tilgivelse sammen.
Det kunne være en god hjælp til at få sat ord på nogle ting. Det kan blive en vigtig base for jer, når I går ind i ægteskabet.
Jeg ønsker dig og jer alt godt.
Kærlig hilsen
Vivian