Skal man bruge kondom som 14-årig?

Vis spørgsmål

Jeg vil snart have sex, men jeg ved ikke, om en 14-årig dreng har brug for kondomer?

T, 14 år

SVAR:

Hej T

Tak for dit spørgsmål. Du har et meget kort og præcist spørgsmål, som jeg selvfølgelig vil besvare. Og så har jeg lyst til at udfordre dig lidt i forhold til dit ønske om snart at ville have sex, når du kun er 14 år gammel.
Du skriver ikke så meget om dig selv. Da jeg ikke kender dit forhold og dine tanker, vil jeg prøve at svare lidt generelt, og hvis jeg ikke rammer rigtigt med et svar, du kan bruge, må du endelig skrive igen.

Orgasme og udløsning

Når drenge kommer i puberteten, er der stor forskel på, hvornår de får udløsning, altså om der kommer noget sædvæske ud af penis i forbindelse med en orgasme. Hvis du ikke får udløsning endnu, kan det selvfølgelig være en grund til at overveje, om det er nødvendigt at bruge kondom i forbindelse med samleje.

To grunde til at bruge kondom

Der er to grunde til at bruge kondom, når man har samleje/sex. Den ene er, at man vil undgå at få børn, og den anden er, at man vil beskytte sig selv og sin partner mod seksuelt overførte sygdomme. Jeg ved ikke, hvem du tænker, du snart gerne vil have sex med, men uanset hvem, er mit svar på dit spørgsmål derfor: Du skal altid bruge kondom, når du har sex. De to grunde er: 1) for at undgå uønsket graviditet og 2) for at sikre dig mod seksuelt overførte sygdomme.

Et par udfordringer til dig

Når det er sagt, er der et par ting, jeg gerne vil udfordre dig med. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den enorme lyst, du kan have til at dyrke sex. Det er spændende og nyt, og det rykker måske i hele din krop af længsel efter at prøve det. Her vil jeg stærkt råde dig til at bevare roen og tænke over et par ting.

Du giver dig selv, når du deler sex

For det første er det at have sex med et andet menneske det mest intime og nære, man kan forestille sig. Derfor er det også noget af det mest skrøbelige, som man skal værne om og passe på. At have sex med en anden er ikke som at spille en badmintonkamp med en, hvor man spiller en kamp, giver hinanden hånden og siger tak for kampen og går hver til sit. Når man har sex med en anden, åbner man sig for hinanden og gør sig sårbar overfor hinanden på en måde, som vil sætte sig spor i resten af livet. Sex er bestemt til at blive praktiseret i trygge rammer sammen med den, man gerne vil dele resten af sit liv med. Ikke sammen med alle, som man kunne have lyst til at have sex med.
Der er mange gode grunde til at vente med at have sex – også selv om man virkelig bare har utrolig meget lyst til det. Du kan læse om dem i artiklen 10 gode grunde til at vente med sex.

Den seksuelle lavalder

Den anden ting, jeg vil nævne for dig er, den seksuelle lavalder. Det handler om, at det ifølge dansk lovgivning er forbudt at have sex med en, der er under 15 år. Det betyder, at den, du vil have sex med, kommer til at gøre noget ulovligt. Den seksuelle lavalder findes for at passe på børn og unge. Når man som dig er 14 år, er man – uanset hvor moden man føler sig – stadig et barn, og loven er lavet for at beskytte børn mod at blive presset til at gøre ting eller tage beslutninger, som de ikke er klar til. Mens man er barn og ung, foregår der en stor udvikling i både kroppen og sindet, hjernen, tankerne og følelserne. Loven er derfor lavet for at passe på børn, så de kan få lov til at vokse op og udvikle sig på en sund måde og ikke behøver at træffe beslutninger, de ikke er klar til.
Måske kan du få noget ud af at læse det svar, en har fået på spørgsmålet: 14 år og klar til sex – er det for tidligt?

Jeg håber, du kan bruge mit svar og mine udfordringer til dig.

De allerbedste hilsner
Claus

Annoncer