B, en singlemand, har sendt os nogle tanker om sin single-seksualitet. Måske kan de være til hjælp for andre. Derfor kommer de her, selvom der hverken er spørgsmål eller svar i dem.
Spænding og energi
Når seksualiteten melder sig i kroppen, er det faktisk ikke svært at rumme, som nogle kan tænke. Det er jo tværtimod på alle måder fedt, når den gør det: Der er jo spænding og energi. Det er sjovt, og man får hurtigt lyst til at hengive sig til den. Det svære kommer derimod i nedtrapningen. Her erkender kroppen, at det ikke var tid til det næste skridt.
Ny følelse
Da jeg en morgen sad stille og roligt med min morgenmad, lagde jeg mærke til en ny lille følelse, som jeg måske ikke før har været så god til at lægge mærke til. Den voksede en lille smule og blev så på et niveau i noget tid – måske nogle minutter. Jeg gav mig tid til langsomt at spørge følelsen, hvad den var et udtryk for; hvad den ville. Den svarede sagte: “Jeg savner.”
Savn
Jeg kunne ikke lide følelsen, og for en stund havde jeg lyst til at trumfe den ved at stimulere tankerne med billeder og forestillinger; det er let at gøre, og det har jeg ofte gjort. Og mon ikke det er sådan, alt for mange mænd – og kvinder – gør: de trumfer følelsen af savn, fordi de ikke vil anerkende dens eksistensberettigelse. Sorgen og savnet over ikke at kunne hengive sig til – og møde hengivelse fra – en ligeværdig partner er præcis lige så stor, som lysten til mødet er.
Anerkend virkeligheden
Her er sorgen og savnet en sund del af helingsprocessen til at blive et helt menneske, fordi den anerkender virkeligheden. Nogle gange er virkeligheden bare, at der ikke er nogen modtager.
En brik i den sunde seksualitets puslespil er altså også at lære at rumme savn.
