Kære ulykkelige
Tak for dit spørgsmål.
Du redegør meget detaljeret for det, der kan have ført til bruddet mellem dig og din ekskæreste. Du beskriver også det trekantsdrama, som I befinder jer i, og det fremgår også tydeligt, at du er ulykkelig og ønsker din kæreste tilbage.
Samtidig undrer jeg mig over det, som du ikke skriver. Jeg undrer mig over, at du ikke skriver noget om, hvor vred du er på din ekskæreste. Hun har tidligere været dig utro flere gange, og nu erfarer du, at hun både kan ”holde” en ny kæreste og dig på en gang.
Et sundt parforhold kræver gensidig respekt
I mine øjne er det ikke værdigt, og jeg undrer mig over, at du ikke siger fra over for det. I stedet virker det på mig, som om du gør dig selv for utydelig i forhold til din ekskæreste. Jeg vil gerne understrege, at det ikke handler om at sige, at hun er mere skyldig end dig, når det handler om årsagen til jeres samlivsbrud, for der har I et fælles ansvar. Det er derimod vigtigt for mig at betone, at vi som mennesker har en værdighed, som vi skylder os selv at tage vare på. Vi kan kalde det at ”være Herre i eget hus”, så vores ve og vel ikke handler om andres syn på os. I din situation opfatter jeg det som om, at din ekskæreste i alt for stor grad sætter rammerne for dit liv, og at når du tager imod sex fra hende lader dig fastholde i situation, hvor du ikke aktivt tager ansvar for eget liv. Jeg tror, at du muligvis skal have hjælp til at få et fornyet syn på dig selv. Her kan f.eks. en af terapeuterne på denne hjemmeside være en god hjælp.
Bliv afklaret - hvad vil I hver især med jeres forhold?
Du og din ekskæreste bliver nødt til at tale om, hvad I ønsker af hinanden. Hvis din kæreste siger, at hun ønsker, at leve alene eller sammen med hendes nye kæreste, bliver du nødt til at forholde dig til det. Det er muligvis en barsk besked, især fordi du stadig har så mange følelser for hende, men den kan også hjælpe dig til at blive sat fri fra hende. I min optik indebærer det, at du i en længere periode kun mødes med hende i forbindelse med, at du skal hente og aflevere jeres barn – og sex er i al fald udelukket, da du bliver bundet emotionelt til hende i al for stor grad. Jeg tror dog også, at du skal mærke godt efter hos dig selv og spørge, hvad du vil med din ekskæreste. Hendes utroskab og dobbeltspil må alt andet end lige også have forvoldt så stor skade i dig, at du under alle omstændigheder kan have godt af have en længere periode, hvor du ikke omgås hende, selv om følelserne for hende er nok så varme.
Ansvaret for jeres fælles barn er vigtigt!
Endelig er der jeres fælles barn, som jeg mener skal have din største opmærksomhed. I dit brev synes jeg, at dit barn kun er sekundært, hvilket kan skyldes din sorg og forvirring. Det præger utvivlsomt også jeres barn, for vores børn er rigtigt gode til at læse os, og den forvirring der præger dig, mærker jeres barn også, ligesom det muligvis også undrer sig over både din og den nye kærestes gang i huset. Jeg ved ikke, hvor gammel barnet er, men det er en kendsgerning, at noget af det bedste, vi som forældre kan gøre for vores børn, er at samarbejde og behandle hinanden med respekt. Det gælder uanset om vi lever sammen eller har opløst vores forhold. Du kan derfor ikke blive fri for din ekskæreste, idet I er fælles om barnet og har et fælles ansvar for det. Jeg håber, at den del fungerer for jer.
En måde at kunne hjælpe hinanden til at undgå at jeres barn kommer i klemme mellem jer er bl.a. at kunne deltage i PREP-kurser for skilte, som f.eks. udbydes af Center for familieudvikling, eller lignende tilbud, som tilbydes af flere kommuner rundt om i landet.
M.v.h.
Henrik