Hej Hansen
Er du syg i hovedet...både ja og nej. Du har noget i dig, som er sygt pga. de oplevelser, du har været igennem og det gør, at du opfører dig sygt...eller ikke normalt. Men samtidigt er der mange andre normale mennesker, som opfører sig sygt, uden at man ville kalde dem syge.
Et forsøg på at håndtere de svære følelser
Grunden, til at du skærer eller ridser i dig selv, kan være, fordi du har en masse følelser og oplevelser indeni dig, som du ikke rigtigt kan håndtere og ikke ved, hvad du skal gøre ved dem. Når man har det sådan, er man fanget et sted, hvor man er handlingslammet og samtidigt i kaos. Måden, hvordan man føler, man gør noget aktivt og handler, er ved at ridse i sig selv, for så får man afløb for sine følelser og man føler sig i kontrol. Det er det samme med maden og måden du spiser på, det er også en måde at få kontrol på og ikke føle det hele så kaotisk. Det er bare ikke godt for dig i længden. Derfor vil jeg foreslå dig at tale med nogen om det, for på den måde kan du handle og få hjælp - det er ikke noget, du kan klare selv.
Du bliver nødt til at få hjælp fra andre
Hvem skal du så tale med...ja det kan være din bedste veninde, din mor eller en anden voksen, du har tillid til. Det vigtigste er bare, at du får fortalt det og snakket om det nogle gange. Når du gør det, vil der komme mere styr over dine følelser og du kan begynde at arbejde med dem. Hvis ikke du kommer videre den vej, vil det være godt for dig, at tale med en professionel om det, for således at få styr på det hele og komme igang med at leve et liv som mere eller mindre normale teenager ;-) I kan evt. tale med lægen om det.
Læs mere her:
Veninde cutter – har hun brug for hjælp og hvad gør jeg?
Min veninde er en "cutter" - hvad gør jeg?
Jeg håber det bedste for dig og ønsker dig frimodighed til at få talt om det.
Venlig hilsen Anne