Hej!
Du har været udsat for et overgreb
Du ved det nok ikke, men du har været udsat for et overgreb. Desværre et af den slags overgreb, der bliver mere og mere almindelige: nemlig et overgreb på Nettet! Her vågnede din seksualitet midt i det, der ellers kendes som “latens-perioden”, som er den periode, hvor seksualiteten slumrer, og andre dele af personligheden udvikler sig. I dag hvor du er 15 år, og seksualdriften vågner, rammer det dig så med dobbelt styrke.
Bliv vred i stedet for pinlig
I dag piner det dig, skriver du, men du har faktisk ikke mere grund til at være pinlig over det, end mennesker, der har været udsat for indbrud, og som har mistet noget, der var uerstatteligt. Der er blevet stjålet noget fra dig – med et gammeldags udtryk kunne man kalde det for “uskylden.” Det første du altså skal gøre, når den pinlige følelse, kommer over dig, er at erstatte den med vrede. Vær vred på de mennesker, der fylder Nettet med snavs og dermed stjæler fra små uskyldige piger. Tal til dig selv og trøst dig selv. Det, der skete, kan man ikke gøre dig ansvarlig for.
Find “sluk-knappen” og få mere kontrol
I vore dage lyder det nærmest, som om folk tror, det er umuligt at holde op med at onanere eller tænke på sex. Fordi sexlyst ikke er direkte under viljens kontrol, tænker man, at det ikke er noget, der kan eller skal styres. Men kroppens funktioner kan sagtens styres indirekte.
Sexlyst er noget, der hører med til at være ung. Undersøgelser viser, at unge tænker rigtig meget på sex. Det, du oplever, er en naturlig del af det at blive kønsmoden. Det er bestemt ikke underligt. Du har et valg i starten – altså lige når folk begynder at snakke om at kysse osv. Her kan du vælge at tage lidt afstand. Fx tage mobilen frem og gå på FB, eller dreje samtalen hen på noget andet. Jo længere du går ned ad “stien”, jo sværere bliver det at vælge. Du kan så øve dig i at finde “slukkende” tanker. I starten er det svært, men efterhånden vil du opleve, at “øvelse gør mester”, og at det er fedt at være i kontrol.
Måske kan du også få noget ud af at læse dette svar og linkene heri:
Lyst til sex, ved det er for tidligt – hvordan lindre lysten?
God kamp!
Tove Larsen