Kære kvinde på 34
Tak for dit brev. Det er rigtigt godt at råbe HJÆLP, som du gør, så at du og I får mulighed for at forandre den situation, som I er havnet i. At råbe om hjælp giver mulighed for, at det kan blive et vendepunkt for jer.
Et positivt rum
Prøv at forestille dig at gå ind i et rum. Et rum med de positive ting, du beretter om.
I rummet er der:
- Jeg ved, at jeg har elsket ham
- Vi har en dejlig datter sammen
- Jeg vil så gerne, for vores familie og mig selv, finde følelserne for min mand
- Han er min bedste ven
- Han er en fantastisk far
- Jeg råber HJÆLP
Dette positive rum fortæller, at der stadig er kærlighed tilbage. Og at du råber HJÆLP betyder, at du ikke er ligeglad med jeres forhold. Dette rum giver dig måske håb. Håb ved at se, at ikke alt er frustrerende. Dette rum kan det være hjælpsomt at gå ind i først. For derefter at kunne gå ind i et rum med frustrationer.
Et frustrationsrum
I dette rum er der flere kategorier frustrationer. Du fortæller:
- Jeg er blevet påkørt og fik piskesmæld
- Vi har glemt hinanden
- Jeg har manglet nærvær og dybere kommunikation
- Jeg har mistet følelserne for min mand
Ting til overvejelse
- Har du fået bearbejdet den smerte og det tab, som påkørslen har medført? Du nævner, at du har mén og smerter, og at det påvirker dit humør.
- I har glemt hinanden. Kan du forestille dig, at der er noget, som I har haft sammen, som er skjult lige nu, men som kan være potentiale til at få det anderledes med hinanden igen? Er det muligt at finde tilbage til det, I tidligere har delt og værdsat hos hinanden.
- De 3 ting fra frustrationsrummet: Påkørslen, glemt hinanden og mangel på nærvær og kommunikation er nok grunde til, at en kvinde lukker ned for sine følelser. Hvis noget stresser hos en kvinde, kan det betyde, at hun lukker sit hjerte for sin mand. Det betyder ikke, at der ikke er kærlighed i hjertet, men at der er brug for at få kigget på, hvad det er, der fylder, så at det giver mulighed for, at hjertet kan lukke sig op igen.
Der er håb!
Du foreslår selv muligheden for parterapi. Det vil jeg rigtig gerne bakke dig op i. Måske kan det, du ser og mærker, være med til at vække jer, så at I kan nå frem til at gå godt videre sammen. Jeg lægger mærke til, at din mand vil gøre alt for dig. Dette er et godt udgangspunkt for at arbejde med sit parforhold, også i parterapi. Og læs lige endnu engang, hvad der er i det positive rum.
Vil det være en mulighed, at din mand læser svaret her?
I fortjener hjælp.
Hjertelig hilsen Hanne Esmarch