Kære Jesper.
Tak for dit brev, jeg tror, der er flere, der har stået i det samme dilemma som dig. Det kan nemlig være svært at blive ved med at være venner, hvis først man oplever at blive forelsket.
Jeg får lyst til at starte med følgende sætning: Nogle falder for hinanden ved første øjekast, mens andre oplever, at der ud af et godt venskab vokser et kæresteforhold frem.
Hvor er det godt at høre, at du har en bedste veninde, som du har det sjov og fantastisk sammen med. Er sådan venskab er unikt, og det er måske også derfor, du er blevet forelsket i hende, for det lyder til, at hun betyder noget helt særligt for dig.
Jeg kan godt forstå, du synes, du står i et kæmpe dilemma, for sæt nu hun ikke har de samme følelser over for dig, som du har over for hende. På den anden sige er du jo vildt forelsket i hende, og de følelser er svære at undertrykke. Du fortæller, at du flere gange har forsøgt at lægge låg på dine følelser, men at det ikke er lykkes dig. Måske er der ikke andet at gøre end at kaste dig ud i det? Fortælle hende om dine følelser for hende, men også om dine bekymringer i forhold til, hvad du frygter, det kan ende med. Fortæl hende hvor meget hun betyder for dig som ven, og hør ligeledes, hvad hun tænker og føler for dig.
Jeg kan ikke svare på, om du gør noget forkert ved at fortælle hende sandheden, men jeg tænker at uanset hvad, så må du finde en løsning, som du kan holde ud til at leve med. Vær ærlig overfor dig selv og mærk efter, hvad du synes er bedst.
Der er altid en risiko ved at skulle træffe nogle valg her i livet. Måske mister du hendes tillid, hvis hun ikke er forelsket i dig, måske bevarer du venskabet eller også bevarer du et venskab og får en fantastisk kæreste med i købet.
Håber du tør tale med din veninde om dit dilemma, det er jo trods alt det, man har en bedste ”ven” til.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe