Min veninde føler sig forladt – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.dk

Mit spørgsmål handler hverken om sex eller kærlighed, men om venskab. Jeg håber, I vil tage jer tid til at svare på det alligevel.

Jeg har siden starten af gymnasiet været specielt gode venner med to piger fra min klasse (X og Y). Dog har jeg altid følt mig mere knyttet til X, fordi vi har flere ting til fælles og forstår derfor hinanden bedre, end Y forstår nogen af os. 

I begyndelsen kunne jeg egentlig rigtig godt lide at være sammen med Y, og kan det stadig, men hun er en person, der kræver rigtig meget at være sammen med. Hun har det ikke så godt mentalt, er meget usikker på sig selv og bliver også tit meget usikker i sociale sammenhænge, så man føler altid lidt, man skal passe på hende og hjælpe hende. 

Jeg har derudover også bemærket, at Y og jeg ikke snakker særlig godt sammen. Vi har vidt forskellige interesser, moralsæt og værdier, og vi er derfor ikke enige om mange ting. Men da vi tre lidt var en trekløver i starten, har jeg dårlig samvittighed overfor Y. Jeg kan mærke, at hun kan mærke, jeg giver hende mindre opmærksomhed, simpelthen fordi jeg ikke betragter os som særligt gode venner.

På den ene side (den selviske side måske) synes jeg, det er helt vildt fedt at være sammen med X, mens jeg er begyndt at se det som en byrde at være sammen med Y. På den anden side ved jeg, at hun har det svært, og jeg vil ikke svigte hende eller være med til at lukke hende ude af fællesskabet, bare fordi jeg ikke føler, at vores venskab er særlig godt.

Mit spørgsmål er: Skal jeg prøve at inkludere Y, eller skal jeg være sammen med dem, i hvis selskab jeg føler mig afslappet?

Jeg vil ikke være et selvisk menneske, men det er virkelig svært, når man står i situationen. Jeg er vokset op kristent og er selv kristen. Det strider imod mine principper at sige, at man skal 'få noget ud af et venskab', som om det er et egocentreret projekt til ens egen forbedring, men i bund og grund er jeg simpelthen bare en gladere pige, når jeg er sammen med X, og det gælder ikke for Y.

Med venlig hilsen


Forvirret gymnasieelev på 17 år, der kvæler sig selv med sit eget moralkodeks. 

(forkortet af red.)

SVAR:

Kære forvirrede gymnasieelev

Tak for dit spørgsmål – som jeg synes er både spændende og udfordrende. For det er jo svært, når man gerne vil være et godt menneske og tage sig af andre, men samtidig også skal passe på sig selv.

Venskab

For mig at se er et venskab en ligeværdig relation, hvor der skal være plads til begge parter. Som det lyder på dig, er der ikke meget plads til dig i jeres venskab, og det føles, som om Y tager og tager og ikke giver noget igen.

Når en part i et venskab bliver så afhængig af den anden, er det svært ikke at føle sig en lille smule kvalt. Jeg bider dog mærke i, at du i starten skriver, at du i nogen grad stadig godt kan lide at være sammen med Y, men at det negative omkring hende er kommet til at fylde for meget i jeres venskab. Jeg ville holde fast i de ting, som gør, at jeg gerne vil have et venskab med Y og så se på, hvordan sådan en relation kunne se ud.

Tal med hende

Mit bedste råd er derfor, at du er ærlig over for Y. Tag en snak med hende om nogle af de ting, som gør, at du får lyst til at trække dig fra hende. Og fortæl hende, at hun tilsyneladende har større forventninger til jeres venskab, end du kan indfri.

Det er en svær snak at tage, fordi man ved, at den anden part bliver såret, men at være næstekærlig er også at være ærlig. Hvis jeg var Y, ville jeg foretrække den hårde snak frem for, at du langsomt trækker dig. På den her måde kan hun få klar besked om, hvad der foregår. Desuden ville jeg ønske en ærlig veninde frem for en, der udelukkende var venner med mig af medlidenhed.

Pas godt på dig selv

Mit svar bliver derfor, at du skal prioritere de mennesker, der får dig til at føle dig afslappet, og som giver dig overskud. At dit venskab med X vokser, er bare dejligt, og I skal have lov til at være sammen, som I vil. Det udelukker dog ikke, at du også kan inkludere Y i det omfang, du kan holde til.

Måske kan du også få noget ud af at læse svar til andre:
Er jeg en dårlig ven, når jeg siger fra?
Veninde giver sårende kommentarer – hvad gør jeg?

Artiklen Få mere ud af dine vennesamtaler kan måske give dig input til snakken med Y.

Jeg håber, du kan bruge mine tanker til et eller andet.

Mvh Sara Fibiger

Annoncer