Langdistance forhold - hvordan fortælle mine forældre om det?

Vis spørgsmål

Hej adam og eva. Jeg skriver med en sød pige, og vi har skrevet sammen i 1 år nu. Vi bor i hver vores ende af landet. Jeg har aldrig haft en kæreste før, så hun kunne blive min første kæreste.

Jeg har ikke fortalt mine forældre om pigen, jeg skriver med, men har tænkt mig at fortælle dem om hende, da jeg utrolig gerne vil besøge hende for første gang.

Mit spørgsmål er: Hvordan skal jeg fortælle mine forældre, at jeg er forelsket i en pige, der bor langt væk, og at jeg gerne vil besøge hende. Mine forældre vil sikkert sige, at jeg skal droppe hende, men det har jeg ikke lyst til, da vi skriver sammen hver dag, og vi kunne sagtens få et forhold sammen.

Hilsen den forelskede fyr, 18 år

SVAR:

Hej forelskede fyr

Tillykke med, at du er forelsket, det er en dejlig oplevelse og følelse.

Du har skrevet sammen med en pige i 1 år, så det er helt naturligt, at du gerne vil besøge hende, så I kan afklare, om I forsætter som kærester eller mailvenner.

Hvordan skal du fortælle dine forældre det?

Jeg kender ikke dig og dine forældre, men jeg vil komme med nogle forslag, måske kan du bruge et af dem.

  • Måske kan du forberede dine forældre på, at du har noget, du vil snakke med dem om, så kan I aftale et tidspunkt, hvor det passer jer alle, så fortæl lidt om pigen, hvordan du har mødt hende, hvad du kan lide ved hende osv. og at du gerne vil besøge hende.
  • Måske kan det være en hjælp for dig, at starte ud med at fortælle dem, at du har noget, du gerne vil fortælle, men at du faktisk er nervøs for at fortælle det, nervøs for deres reaktion. Det kan gøre det lettere for dig selv og så gør det måske også, at de lytter på en anden måde.
  • Måske kan du skrive det til dem i brev, mail eller sms.?
  • Måske skal du bare orientere dem om, at du vil besøge en pige, som du har skrevet med gennem 1 år.

Hvis du bor hjemme hos dine forældre, så bliv ikke overrasket, hvis de allerede ved, at du er forelsket, de kan sikkert mærke det på dig.

Hvad er det værste, der kan ske?

Ofte er vores fantasi værre end virkeligheden, så jeg vil udfordre dig til at springe ud i det, snak med dine forældre om, at du vil besøge hende, måske bliver dine forældre glade…..

Hvad er det, du forventer, dine forældre er imod - at du er forelsket - at du vil besøge hende - at der er stor geografisk afstand – at der er national eller religiøs forskel mellem jer?

Du kan vælge at lade være med at snakke med dine forældre, stoppe med at skrive med hende og lade være med at besøge hende, så undgår du, at dine forældre evt. siger, du skal droppe hende - eller du kan vælge at møde hende, og finde ud af om dine følelser er gengældte.

Det er din afgørelse, og den beslutning, du træffer, skal du kunne leve med!!!!!!

Jeg håber, jeg har givet dig nogle brugbare svar, hvis ikke, er du velkommen til at skrive igen.

Jeg ønsker dig en god fremtid.

Kærlig hilsen

Birgit Rahbek

Annoncer