Kom Noa i helvede, fordi han drak sig fuld og havde sex med sin søn?

Vis spørgsmål

Jeg har et spørgsmål: Historien om Noa og arken er min aller yndlings, og jeg vil gerne være dyrepasser, når jeg bliver stor. Derfor følger jeg også godt med i natur og teknik. Men jeg blev i tvivl, om Noa kom i helvede? Det var jo før, Jesus tilgav os alle vores synder på korset, så tilgav Gud Noa for at drikke sig fuld og bolle sin søn i numsen?

Hvordan kan et godt menneske gøre dårlige ting og et dårligt menneske gode ting?

Min morfar siger, at Søren Kierkegaard sagde, at der kan være meget godt i et dæmonisk menneske. Passer det?

Kram og hilsen L, 11 år

SVAR:

Hej L

Fedt at høre, at naturen interesserer dig meget – jeg synes også, den er virkelig fantastisk, og man bliver ved at opdage nye spændende detaljer.

Ingen sex

At Noa skulle have “bollet sin søn i numsen” ved jeg ikke, hvor du har fra. Der står ingenting om sex i Første Mosebog kapitel 9 i Bibelen, som beskriver den episode, hvor Noa drikker sig fuld og går nøgen rundt i sit telt. Der bliver beskrevet, at Noas sønner går baglæns ind i teltet med et tæppe og dækker ham til, så hverken de selv eller andre kan se den skamfulde situation, deres far har bragt sig selv i. Men der er ikke antydet nogen form for sex – det er bare en mega fuld gammel mand, der bliver hjulpet på en respektfuld måde af sine sønner.

Tilgivelse

Ja, hvad med de mennesker, der levede og døde, inden Jesus betalte for os på korset, så vi kunne få Guds tilgivelse og leve i hans kærlighed? Bibelens svar er simpelthen, at det skete på “forventet efterbevilling”. Det betyder, at man bruger nogle penge, som man ikke har endnu, men man er sikker på at få dem senere.

Gud lavede en ordning for sit folk, hvor de kunne bede om tilgivelse ved at ofre et lam eller andre dyr. Selvfølgelig kan lammeblod ikke frelse, men det var et billede på, at der en dag ville komme én, der med sit blod betalte for os. Det var Jesus, som derfor i Bibelen tit kaldes for “Guds lam”. Men når mennesker før Jesus kom og bad Gud om tilgivelse, så kunne de få det – fordi Gud vidste, at Jesus ville betale for os.

Komme i helvede

Bibelen kalder det ofte “at ende i fortabelsen”, altså helt borte fra Gud. Du spørger, om det skete for Noa. Først vil jeg understrege, at vi kan ALDRIG vide helt sikkert, at et menneske går fortabt. Det er en personlig sag mellem Gud og det menneske. Vi hverken kan eller skal dømme om det – Gud ske lov. Vi kan være bekymret for et menneske, hvis det selv siger, at det ikke vil have med Gud at gøre. Men det kan jo være, at det menneske alligevel beder Gud om tilgivelse.

Noa bliver beskrevet som et menneske, der i høj grad ønskede at have med Gud at gøre. Han kommunikerede meget med Gud og tog altid det, Gud sagde, alvorligt. Han ofrede også til Gud som en slags bøn. Så jeg er ikke bekymret for Noa – han er vist sammen med Gud nu :)

Gode og dårlige mennesker

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Kierkegaard har sagt det, din morfar citerer ham for. Jeg ved bare om Kierkegaard, at man skal altid læse ham i sammenhæng for at forstå, hvad han mener, for han har gang i virkelig mange og dybe tanker.

Jeg ved noget mere om, hvad Bibelen siger. Den siger, at ALLE mennesker siden syndefaldet har været “dårlige”, forstået på den måde, at Gud skabte os til at leve i fuldkommen kærlighed til ham og hinanden – og det gør vi jo desværre slet ikke. Intet menneske kan frelse sig selv ved at prøve at være et godt menneske. Det vil altid mislykkes. Gud ske lov er der til gengæld en helt anden mulighed, som du også skriver: At holde sig til Jesus! Og det kan alle gøre – uanset, hvor meget godt og skidt, der er i vores liv.

Alle har brug for Guds tilgivelse

Bibelen taler om, at når man er døbt og lever sammen med Jesus, så er der skabt et nyt “jeg” i os, som Guds Hellige Ånd gør levende. Og dette nye “jeg” kan faktisk elske på den gode måde. Det er virkelig fedt. Men vi har altid også det almindelige “jeg” i os, så vi stadig gør mange ukærlige ting. Derfor har vi hver dag brug for Guds tilgivelse. Det er nok derfor, Jesus i bønnen “Fadervor” lærte os sætningen: “Forlad os vor skyld” – for det har vi brug for hver dag. Og han tilføjede: “Som også vi forlader vore skyldnere” for at minde os om, at Guds ubetingede tilgivelse må smitte af på os, så vi tilgiver andre.

Mens vi lever her på jorden vil vi altid være en blanding af godt og ondt. Men vi kan alligevel leve i Guds kærlighed og tilgivelse og se frem til livet efter døden på den nye jord, hvor der ikke længere er noget ondt. Og der tror jeg som sagt, at vi skal være sammen med Noa :)

Hvis du vil vide mere om alt det her med tilgivelse før og efter Jesus, skulle du tage et kig på jesusnet.dk. Der er artikler og spørgsmål om alt muligt, der har med Bibelen og den kristne tro at gøre.

Bedste hilsner
Sprint

Annoncer