Kære F
Jeg kan forstå, du er bekymret for nogle knuder, du har fundet i dine testikler. De har været der længe, er uændret størrelse, kan skubbes lidt og er lidt ømme, når du trykker på dem. Du har selv læst lidt om det, men er alligevel bekymret for, om det kunne være kræft. Jeg vil kort gennemgå typer af knuder i pungen, og give mit bud på, hvad du har.
Forskellige knuder
Der findes flere forskellige typer af knuder i testiklerne. At adskille dem fra hinanden kan nogle gange være svært. Se dette billede på sundhed.dk for et overblik.
For det første findes der den “knude”, som alle drenge og mænd har: bitestiklen. Den sidder bag på testiklen. Den opbevarer sædceller, når de er produceret i testiklerne. Med alderen kan man få små knuder i bitestiklen, som kaldes sædbrok. De er ufarlige, varierer i størrelse og kræver ingen behandling.
Knuder oven for testiklen kan også være årebrok. De er også ufarlige og kræver normalt ingen behandling.
For det tredje findes der vandbrok, som kan sidde forskellige steder og til tider være ret store. De kræver kun behandling, hvis de er generende.
Testikelkræft symptomer
Endelig er der testikelcancer. Det er en forholdsvis sjælden sygdom, som findes oftest hos 15-35-årige. Hvis man kan mærke knuden, sidder den på selve testiklen, er oftest hård, kan ikke skubbes og er IKKE øm.
Nogle gange er testiklen bare diffust forstørret. Knuden vil tiltage i størrelse over uger til måneder og vil sjældent være på begge testikler.
Ufarlige knuder
Ud fra din beskrivelse vil jeg gætte på, at de knuder du mærker, er nogle af de ufarlige knuder – mest oplagt sædbrok. Føler du dig usikker, vil jeg råde dig til at kontakte din egen læge.
Det er også noget, de fleste fædre kan snakke med om. I alle tilfælde er det rart for dine forældre at vide, at du tager til lægen med sådan en bekymring. Er lægen det mindste i tvivl om diagnosen, vil han henvise dig til en ultralydsscanning, som kan give dig endeligt svar.
Jeg håber, det er svar på dit spørgsmål. Hvis du har brug for yderligere uddybning, er du velkommen til at skrive igen.
Mvh Jonas