Klump i venstre testikel - hvad kan det være?

Vis spørgsmål

 

Hej Adam og Eva.

Jeg er en dreng på 16, der er lidt nervøs.

Jeg opdagede for et par måneder siden en klump i min venstre testikel. Det er en udefinerbar masse af noget, der lidt føles som en hjerne. Den er ikke vokset eller har på nogen måde ændret sig i den tid. Den er ikke øm eller ubehagelig. Jeg frygter bare, at det kan være testikelkræft, men tror det ikke. Den er blød og opfører sig lidt som våd spagetti mellem fingrene. Jeg har tænkt på, om det kunne være en bitestikel, der havde rykket sig, men den er meget stor (godt tre cm lang når den bare ligger), pølseformet og sidder mere på bagsiden og under testiklen end over den som en bitestikkel ville gøre.

Bitestiklen i min højre testikel sidder som den skal og føles lidt ligesom den i den venstre, den er bare meget mindre og føles mere "rigtig". Mit spørgsmål er, om i ved hvad det eventuelt kunne være og om jeg skal søge læge?

 

Hilsner den nervøse, 16 år

 

SVAR:

Hej "Den nervøse"

Det du beskriver lyder som en åreknude i din venstre pung. Det plejer at forekomme på ens venstre side. Åreknuder i pungen er ikke farlige og føles fuldstændig som spagetti eller orme. Man skal selvfølgelig have udelukket at det er kræft eller andet alvorligt, så du bør tage til din læge, som sikkert vil henvise dig til ultralydskanning af pungen. Det gør ikke ondt og det er vigtigt at få gjort.

Roland

Annoncer