Hej
Du skriver, at du ikke fik svar sidst og det er også korrekt, forstået på den måde, at du blot fik nogle link og ellers blev henvist til at opsøge egen læge. Vi forsøgte også at sende svaret til dig pr. mail, men adressen var ikke korrekt, så vi fik det retur.
Testikelkræft er sjælden
Det er rigtigt, at man skal være meget sikker på, at det ikke er testikelkræft, men det er heldigvis meget sjældent. Langt de fleste gange drenge eller mænd har en udfyldning i pungen, skyldes det noget andet. Det mest almindelige er en åreknude i venstre pung: Den føles nubret og kan klemmes sammen, da man kan tømme den for blod. Den bliver mindre, når man ligger og større, når man står.
Man kan også have forskellige slags brok i pungen eller bare en væskefyldt blære.
Hvis udfyldningen ligger ved siden af testiklen, drejer det sig ofte om en af alle disse godartede ting.
... men du skal undersøges af egen læge
Du skal vide, at man kan ikke være helt sikker, når dette "undersøges" via mail på denne måde. Den anden ting er, at når du stadig er et barn, skal du fortælle dette til dine forældre. Fødselsdag eller ej: Du skal have en læge til at se på det. Jeg er sikker på, at din mors fødselsdag ikke vil blive ødelagt af, at du siger dette til hende: Jeg tror, at hun vil blive mere ked af det, hvis hun finder ud af, at du ikke siger denne slags til hende: Få det sagt til hende og få det ordentligt undersøgt.
Roland