Kære 17-årige
Tak for dit spørgsmål til os. Jeg er ked af at høre, at du har haft nogle dårlige oplevelser med dine ekskærester. Det lyder bestemt heller ikke sjovt, at være blevet kaldt grim og fed gennem din opvækst. Du har al mulig grund til at føle dig på vagt over for andre og at være usikker i dit forhold. Samtidig virker det til, at du rigtig gerne vil arbejde med dig selv og din tillid til din nye kæreste. Det kræver mod og vilje, så det er virkelig sejt, at du ønsker det!
Relationer kan både nedbryde og styrke tillid
Tillid er en meget fin og spinkel ting, der skal plejes livet igennem. Desværre har der været mennesker omkring dig, der ikke har været særligt gode til at passe på din tillid. Det bøvlede ved relationer er, at de på én gang har det største potentiale til at styrke vores tillid – men også det største potentiale til at nedbryde tillid. Når vi vil opbygge tillid igen er det derfor en sårbar og modig handling. At opbygge tillid kræver nemlig, at man viser tillid for at opbygge mere af den.
Det sårbare kan blive et angreb
Du fortæller konkret om, at din kæreste havde et helt highlight og Tik Toks med sin veninde. Jeg forstår godt, at det blev svært for dig. Jeg forestiller mig, at det var hårdt at se hende poste mere om sin veninde, end hun har postet om dig.
Når vi skal dele noget sårbart, er det nemt at komme til at angribe den anden. Fx: Det er virkelig ikke cool, at du poster meget mere med din veninde end du har postet med mig. Når modtageren oplever sig angrebet, kan det nemt ende i forsvar eller modangreb, fx: hvorfor lægger du så meget i det?
Hvad det gør ved dig?
Det virker som regel bedre, når man holder sig på egen banehalvdel. Det betyder konkret, at fortælle, hvad det gør ved dig. Eksempelvis kunne du sige: Det sårer mig at se, at du har lavet et helt highlight med din veninde, men du har ikke lavet noget om mig. Det kan give mig følelsen af, at jeg ikke er lige så vigtig for dig.
Dernæst kan du prøve at sætte dig i din kærestes sted ved at spørge: Hvad betød det for dig, at du lavede highlight med din veninde? Det vigtige er, at I begge øver jer på at forstå, hvad der ligger bagved hinandens handlinger. Højst sandsynligt har din kæreste ikke lavet highlightet for at såre dig.
Hav omsorg og forståelse for dig selv
Når man tidligere er blevet såret, er man mere tilbøjelig til at tolke andre menneskers handlinger negativt. Når der opstår svære situationer (som den med din kæreste), er det vigtigt at udvise omsorg og forståelse for dig selv. Du har god grund til at reagere med svære følelser. Hvis du vil lære at stole på din kæreste er der en vej frem: at have tillid til hende ved at vise, at du ærligt kan dele, hvad der sårer dig. Hav tålmodighed med dig selv. Tillid tager tid!
Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste, Charlotte