Kære S
Tak for din henvendelse.
Gå til lægen
Man bør altid gå til lægen, hvis man uventet bløder fra skeden, mens man er gravid. Blødning under en graviditet behøver ikke at betyde, du har mistet barnet, men det kan være tegn på det, så jeg anbefaler dig at opsøge din egen læge.
Infektioner øger risiko for abort
Det er ikke sundt at sætte genstande op i skeden, som ikke er beregnet til det, for det kan føre til rifter eller infektioner. Du har ikke skrevet, om du har andre gener fra underlivet end blødning. Hvis du har smerte, rødme, hævelse, dårlig lugt eller tykt udflåd fra skeden, kan det efter det med strømpen være tegn på en infektion, som skal behandles af din læge. Infektioner i underlivet under en graviditet øger risikoen for spontan abort.
Selve strømpen i skeden fører ikke i sig selv til en abort, men de bakterier, som sidder i stoffet på strømpen, kan medføre en infektion, som kan risikere at skade dit barn. Særligt når strømpen får lov at sidde oppe i skeden i længere tid som i dit tilfælde.
Jeg vil kraftigt anbefale dig fremover at lade sæden løbe ud i sengen i stedet for at forsøge at holde den tilbage med en strømpe eller andre genstande.
Jeg håber, mit svar på dit spørgsmål var tilstrækkeligt, ellers er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive til os igen.
Kærlig hilsen
Sofie